Bag scenen
Store Scene

Fotograf: Nils Krogh
Før Aalborg Teater åbnede i 1878 fandtes der ikke noget egentligt teater i Aalborg. I Algade lå en teaterbygning, "Dramatikken", hvor omrejsende turnéselskaber kunne spille. Da man startede på at bygge det nuværende Aalborg Teater, lå der på grunden et serverings- og danselokale. Ind gennem teatrets gård løb den dengang utildækkede Vesteraa.
Der er dog sket meget siden da. Teatret er blevet ombygget og renoveret af flere omgange, så det i dag fx har varme- og ventilationsanlæg samt et moderne forhus med toiletter og gode garderobeforhold. Adgangen til teatret er gjort mere handicapvenlig, der er teleslyngeanlæg og indrettet café, hvor du kan nyde et måltid mad, en kop kaffe eller andet før og efter forestillingen.
Store Scene og orkestergraven er ombygget så de er velegnede til større teaterproduktioner, og der er tilbygget bagscene og værksteder. Store Scene har i dag 460 pladser. De store ombygninger er dels egenfinansieret og har dels været finansieret med lån og støtte fra Nordjyllands Amt og Kulturministeriet. Kulturministeriet støtter Aalborg Teater med driftstilskud.





