Fagre nye underkastelse

Niels Lyngsø er digter og forfatter og har oversat Michel Houellebecqs roman ”Underkastelse” – en oversættelse vi bruger i vores dramatisering. På sin hjemmeside offentliggjorde han straks efter sin første læsning af romanen en række iagttagelser, som han selv kalder ”strøtanker”. Vi synes imidlertid, tankerne er så skarpe, at vi her bringer et fyldigt uddrag af dem.

“Onsdag den 7. januar 2015 udkom Michel Houellebecqs nye roman Underkastelse, der skildrer et fremtidigt Frankrig under en muslimsk præsident. Samme dag blev ugebladet Charlie Hebdo udsat for et terrorangreb, fordi det havde publiceret satiretegninger af profeten Muhammed. Houellebecqs roman beskriver nogle borgerkrigslignende sammenstød i Paris’ gader mellem islamister og højreradikale franskmænd. Onsdag, torsdag og fredag, mens jeg læste bogen, kunne jeg på min tv-skærm se angreb på moskeer i Paris, en omfattende menneskejagt på de formodede terrorister og to gidseltagninger med adskillige døde og sårede til følge.

Jeg har aldrig oplevet et så syret og skræmmende sammenfald mellem fiktion og virkelighed. Netop derfor er det vigtigt at holde de to ting adskilt. Til en start vil jeg forsøge at tilbagevise de forudsigelige fejllæsninger, der opstår, når man blander tingene sammen. Derefter vil jeg komme ind på, hvad bogen efter min mening først og fremmest handler om. Og det er ikke islam.

Fejllæsningerne og romanens modus
Som led i en yderst effektiv markedsføringsstrategi offentliggjorde forlaget Flammarion kort før jul et handlingsreferat af Underkastelse: Ved præsidentvalget i 2022 vælges Mohammed Ben Abbes, der er leder af et moderat muslimsk parti, og i løbet af kort tid underlægges Frankrig en mild form for sharia. Ben Abbes ender med at blive valgt, fordi de traditionelle partier fra centrum-venstre og centrum-højre, der plejer at skiftes til at have præsidentmagten, for alt i verden vil undgå Front Nationals kandidat, Marine Le Pen, og derfor bakker op om den moderate muslim.

Der har i Frankrig været en lang række følelsesladede reaktioner fra folk, der ikke har læst bogen, og selv visse anmeldere, der antagelig har læst den, forholder sig mest til et forenklet referat, der fokuserer på romanens politiske fremtidsvision. De følelsesladede reaktioner falder i to kategorier: Den ene side ser Houellebecq som en uansvarlig islamofobisk provokatør, og mener at hans bog bærer ved til racisternes bål. Den anden side ser Houellebecq som en heltemodig kunstner, der tør sige sandheden og skildre det store tabu: Europa er ved at blive islamificeret. Det, de to reaktioner har til fælles, er, at de entydigt opfatter Underkastelse som en dystopi. Den ene side ser romanen som et urealistisk og farligt skræmmebillede, den anden ser den som en nødvendig advarsel.

Begge disse automatreaktioner er forfejlede, fordi de reducerer et litterært værk til et debatindlæg med et budskab. Og de er især forfejlede, fordi det ikke står klart, om bogens fremtidsvision overhovedet er en dystopi.

Romanens modus er hverken ”jeg frygter at” eller ”jeg håber at”, men ”tænk hvis”. Og som jeg læser Underkastelse, svæver den uafgørligt mellem ønskedrøm og mareridt. En god roman er ikke bærer af et synspunkt – den er bevidsthedsudvidende, den flytter grænserne for, hvad det overhovedet er muligt at forestille sig, ved at åbne et flertydigt rum. Derfor er det principielt uklart, hvad Houellebecq rent politisk ”vil sige” med denne roman, hvad han frygter, og hvad han går ind for. Som romanens fortæller bemærker, da han på et tidspunkt bliver spurgt, om han går ind for patriarkatet: ”Jeg går ikke ind for noget som helst overhovedet”. Houellebecq er litteraturens svar på Gnavensmølf: Ingen og intet går fri af hans ætsende kritik, hverken islam eller katolicisme, hverken de troende eller ateisterne, hverken Front National eller de gamle ”anstændige” partier, hverken neoliberalisterne eller de frelste otteogtressere – heller ikke ham selv.

François og Huysmans
Man kan skelne tre niveauer i Underkastelse: På ét niveau udmales den politiske fremtidsvision, på et andet skildrer fortælleren, François, sin trøstesløse tilværelse som universitetslærer, og på et tredje niveau udfolder denne litterat en række essayistiske betragtninger over den franske forfatter Joris Karl Huysmans, som han er specialist i.

Det er de to sidste niveauer, der fylder mest i bogen, og den læser, der sidder og venter på de provokerende beskrivelser af et islamisk Frankrig, må væbne sig med tålmodighed. De første mange sider handler udelukkende om fortælleren og om Huysmans, som han ikke blot har skrevet disputats om, men også personligt spejler sig i. Undervejs i romanen skildres Huysmans’ åndelige udvikling og forfatterskab. Denne tidligere ateist ender med at omvende sig til den katolske tro.

François er 44 år gammel, og det første, vi hører om ham, er, at hans liv for længst er kulmineret: De år, han skrev på sin disputats, var de bedste, det vil sige mindst triste, og han må nu henslæbe resten af sit liv med at undervise på universitetet. Her knalder han efter tur en række unge studiner i en cyklus, der følger universitetsåret: Han indleder et erotisk forhold i sensommeren, det fortsætter hen over vinter og forår uden, at der opstår nogen dybere følelsesmæssig forbindelse, og i sommerferien ophører det så, fordi den unge kvinde finder en anden. Senere i bogen, hvor han er blevet fyret fra universitetet, fordi han ikke er muslim, går han i stedet til prostituerede, og mod slutningen fantaserer han med en vis fortrøstning om, hvordan det ville være at leve polygamt efter islamisk mønster og have et par purunge koner til at knalde med og en midaldrende kone til at lave mad. Unge studiner, prostituerede, polygami: Der er ikke den store forskel, og undervejs i romanen er der flere nøgterne skildringer af fortællerens glædesløse knepperi.

François er ude at stand til at elske. Selv Myriam, som han betegner som højdepunktet i sit kærlighedsliv, kan han ikke knytte sig til. Hun er jøde, og da den muslimske samfundsorden efterhånden etablerer sig, rejser hun, ligesom så mange andre franske jøder, til Israel. François gør intet for at forhindre det og vil ikke tage med. Allerede tidligt fortæller han om Myriam, der på det tidspunkt er en af hans mange eks-elskerinder, og som han i sin ensomhed har inviteret hjem på takeaway-sushi: ”Jeg havde stadig ikke lyst til at få et barn med hende eller til at deles om arbejdsopgaverne eller købe en babybæresele. Jeg havde ikke engang lyst til at kneppe – okay, jeg havde måske lidt lyst til kneppe, men samtidig også lidt lyst til at dø; jeg vidste det kort sagt ikke rigtigt længere, og jeg begyndte at føle en let kvalme – hvad fanden er det for noget lort, de laver på Rapid’Sushi?

Fra kernefamilie over knep til kvalme: Det er Houellebecqs burleske komik i en nøddeskal. Samfundets værdier, ædle følelser og alt åndeligt og højttravende trækkes ned på jorden med henvisning til kropsfunktioner og lavpraktik. Underkastelse er sine steder fortvivlende morsom.

Frankrig som islamisk stat
En af grundene til, at man ikke kan læse Underkastelse som et simpelt udtryk for et politisk synspunkt, er, at Houellebecq, ligesom de fleste andre romanforfattere, taler i mange tunger : Jeg-fortælleren har sine illusionsløse synspunkter, flere bipersoner fremfører alenlange monologer, der argumenterer for og imod det ene og det andet, og dertil kommer, at det, i hvert fald for mig, indimellem er svært at afgøre, hvor grænsen går mellem ironi og oprigtighed. Det fremtidige muslimske Frankrig fremstilles neutralt, og fortælleren forholder sig apatisk til de omvæltninger, der finder sted. Islamificeringen af Frankrig er i en vis forstand ude af fokus i romanen, det er noget, der foregår i baggrunden og nævnes en passant, mens vi følger François, når han går i supermarkedet efter rødvin, cigaretter og frosne færdigretter. Det er sigende, og endnu et udslag af den burleske komik, at han går glip af de afgørende øjeblikke i en tv-debat under præsidentvalget, fordi hans defekte mikrobølgeovn giver sig til at udsende en øredøvende støj.

Fra kastet til underkastet
Huysmans endte, som nævnt, med at omvende sig til katolicismen, og i sin identifikation med den gamle forfatter nærmer François sig også den katolske tro – han besøger blandt andet et kloster. Her filosoferer han over, at man ikke havde noget klart begreb om individualitet i middelalderen, ”og jeg mærkede også selv, hvordan min individualitet opløste sig,” fortæller han ved oplevelsen af noget, der ligner en religiøs åbenbaring foran en statue af Jomfru Maria: Han føler sig svimmel – ”eller også var jeg bare sulten”. Katolicismen er ikke en løsning. Men hvad med islam?

Bogens sidste sider er skrevet i konditionalis, også kaldet datids fremtid. De er med andre ord omgærdet af et massivt ”hvis”: Hvis jeg konverterede til islam, ville det og det ske – hvorefter der følger en beskrivelse af selve ceremonien, genansættelsen på universitetet og et polygamt ægteskab med et par tilslørede studiner. Men om alt dette faktisk sker, henstår altså i det uvisse.

Er denne mulige omvendelse en ønskedrøm eller et mareridt? De sidste sætninger i George Orwells fremtidsroman 1984 lyder: ”But it was all right, everything was all right, the struggle was finished. He had won the victory over himself. He loved Big Brother.” De sidste sætninger i Underkastelse lyder: ”Det ville være chancen for et nyt liv, der ikke havde meget at gøre med det foregående./ Jeg ville ikke have noget at fortryde.” Er François som hovedpersonen i 1984 bukket under for totalitarismen? Eller har han omsider fundet en vej ud af sin fortvivlende ensomhed?

Det vides ikke. Men den mulige løsning på fortvivlelsens problem, som romanen præsenterer, er altså islam. Religion er som bekendt opium for folket. Men måske er det et rusmiddel, der er brug for – en nødvendig anæstesi.”

Mere baggrundsmateriale

Julie Maj Jakobsen fortæller om at skrive til AAT Stream

Julie Maj Jakobsen er husdramatiker på Aalborg Teater, og er lige nu aktuel med den interaktive forestilling i tre dele Jeg har skudt mig selv for sidste gang. Her tager hun kendte figurer fra klassiske værker og lader dem mødes på nye måder. Forestillingen skrives og udvikles løbende bl.a. på baggrund af publikums input.

Læs mere

En stor kriminalroman

Forfatter Leif Davidsen har skrevet forordet til 'Forbrydelse og straf' på forlaget Rosinante. De har venligst udlånt forordet, mens vi spiller forestillingen.

Læs forordet her