Introduktion til Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf? af chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led
Det siges, at den amerikanske dramatiker, Edward Albee engang i 1962 stod på en bar i Greenwich Village i New York og funderede over det stykke, han var ved at skrive, som han havde givet titlen ”The Exorcism”. Han opdager så, at der er nogen, der på spejlet i baren har skrevet ”Who’s Afraid of Virgina Wolf?”. For en amerikaner i 1962 kan man ikke læse den linje uden straks at komme i tanke om sangen fra Disneys ”De tre små grise” fra 1933, og linjen ”Who’s Afraid of the big bad Wolf… ?” bliver til ” Who’s Afraid of Virginia Wolf”. Den lille joke, syntes Edward Albee var så god, at han snuppede den som titel til sit stykke. Den oprindelige titel, ”The Exorcism” blev i stedet titlen på stykkets tredje og sidste akt.
I Albees stykke møder vi det midaldrende par, Martha og George. De bor på et campus, altså et lukket universitetsområde, ved et lille universitet i New England. Marthas far er universitetets rektor, og George er ansat som lektor i historie. Netop i aften er de lige kommet hjem fra en mindre fest for de ansatte, og Martha har – uden at spørge George – inviteret universitetets nye, unge adjunkt i biologi, Nick og hans unge kone Honey til after party hjemme hos Martha og George. Og party bliver der – i hvert fald hvis man måler på antallet af genstande, de fire sætter til livs i løbet af denne nat. Men snarere end festligt og fornøjeligt, bliver natten en opvisning i stadig mere ondsindede gensidige angreb mellem Martha og George med det sagesløse, unge par Nick og Honey som ufrivillige tilskuere og deltagere. Albee har som nævnt givet stykkets tre akter titler, og vi lægger ud med ”Fun & Games” i første akt og fortsætter i anden akt med ”Valpurgisnacht”, på dansk Valborgsnatten, som er en gammel, hedensk tradition for på natten mellem 30. april og 1. maj at fejre overgangen fra forår til sommer med en heksesabbat, hvor heksene holder fest på Blocksberg, mens de almindelige dødelige våger natten igennem og tænder bål for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter. Men tilbage til teksten, der munder ud i en særlig form for uddrivelse af ondet i tredje og sidste akt, der som nævnt hedder ”Eksorsismen”.
Stykket blev et stort gennembrud for Albee, da det havde premiere i New York i 1962, og med filmatiseringen fire år senere med Elisabeth Taylor og Richard Burton som Martha og George blev teksten en decideret superklassiker på verdensplan. Taylor og Burton dannede også par privat, og da de mange år senere blev skilt, forklarede Burton: ”Hvis man taget to stænger dynamit og bliver ved at slå dem hårdt mod hinanden, så må man gå ud fra, at de på et tidspunkt eksploderer”. Det billede passer også meget godt på det, der sker mellem Martha og George.
Når man som teater i dag gerne vil spille ”Hvem er bange for Virginia Wolf?”, så møder man nogle lidt strenge krav fra rettighedshavernes side. Det er ikke nok at betale for rettighederne og love (sådan nogenlunde) at holde sig til den tekst, man har købt, sådan som det plejer at være. Her må man også sende både CV for de medvirkende skuespillere og tegninger af scenografien til det danske forlag, som sender det videre til dem, der administrerer rettighederne (og de befinder sig selvfølgelig i – New York). Og hvis det så bliver godtaget, får man lov at spille teksten, hvis og kun hvis man også lover i al pressemateriale at skrive ikke kun ”Hvem er bange for Virginia Wolf?”, men ”Edward Albee’s Hvem er bange for Virgina Wolf?”. Og de understreger, at Edward Albee skal stå med samme skriftstørrelse som resten. Albee, der døde i 2016 var en streng herre, der ville ha’ det, som han ville ha’ det. Det får han så.
At det lige netop var på en bar, at Albee fandt titlen til sit stykke, forekommer at være ganske utilfældigt. For der bliver drukket meget tæt, den her nat, og det fremgår helt klart, at i hvert fald Martha og George er i rigtig fin træning lige på det punkt. De kan klare flere velvoksne drinks uden at gå under bordet, end de fleste kan. Og selv alle fire karakterer angriber og modsiger hinanden i næsten alt, så er det et spørgsmål, som altid blive besvaret venligt og bekræftende, nemlig spørgsmålet: ”Må jeg ikke lige få en drink?”. Det siges, at når man bruger alkohol så intenst, som de fire her gør, så handler det næsten altid om følelser. Følelser, der er så stærke og svære at have, at alkohol bliver en for stor fristelse som udvej eller i hvert fald en måde at mildne følelserne på, så de bliver håndterbare. Og samtidigt er det klart, at de mange hårde ord og udspekulerede, verbale angreb, der flyver frem og tilbage mellem de to hovedpersoner, også handler om følelser. Om at kunne mærke, at man er i live, at den anden stadig, på trods af alt, vil én noget. Om ikke andet, så kan man i hvert fald mærke følelsen og mærke sig selv, hvis bare det gør ondt nok. Og det gør ondt. Både på Martha og George, og på os, der ser på. Det er sjovt og medrivende, men det er også en skræmmende afgrund, der åbenbarer sig på denne heksenat. Dog er det kærlighed, der på sin egen særlige måde lader til at ligge i bunden af dybet.
Stykket er meget raffineret i sin konstruktion, idet teksten på overfladen beskriver to par, der har en lidt vel våd og voldsom efterfest. Men på et dybere plan afdækker teksten, hvordan alle fire, hver for sig og i fællesskab har bygget fortællinger op om deres liv. Hvis og når eksistensen er for knugende og uudholdelige, så kan man overleve i kraft af en fortælling. Om de fortællinger er objektivt sande er ikke så vigtigt – bare de danner en forståelsesramme, sådan at narrativet forklarer, hvorfor vi er, som vi er. Og hos Albee er det i mange af fortællingerne umuligt at afgøre, hvad der faktisk er sandt. Er Nick og Honey et ungt, lykkeligt par med en lys fremtid foran sig – eller er gift pga. penge og en falsk graviditet? Er George bare en lidt falleret akademiker i midt-livs-krise – eller har han faktisk slået sine egne forældre ihjel? Har han gjort det rigtigt eller i overført forstand? Når alle de forskellige selvfortællinger i teksten holdes op mod virkeligheden, så begynder det at blive farligt, og det er netop den ild, George og Martha konstant leger med. Måske for at kunne mærke, at de er i live. Eller måske for at slippe fri af fortællingerne og nå frem til et mere ærligt grundlag at leve sammen på?
Endelig er det en lang tekst og det bliver også en lang teaterforestilling. Over tre timers teater plus to pauser. Men længden har vigtige pointer. Som tilskuere er vi lige så fanget til denne efterfest, som Honey og Nick – vi kan ikke slippe væk, men må pænt sidde og lytte til alle tiraderne. Og fulde mennesker, der taler sandheder – eller prøver på det – er underholdende, men de er også anstrengende. Det er meningen, at det skal være det. Og så har lange forestillinger en særlig magi. Når man har set en forestilling i over to timer, begynder der at ske noget med ens krop og bevidsthed. Man bliver også selv træt og udmattet, men man flytter også mentalt ind på scenen sammen med karaktererne, som begynder at ligne familiemedlemmer man kender – på ondt som på godt. Så vi kan kun opfordre til at ankomme veludhvilede og med lidt tålmodighed i bagagen – og måske med mulighed for at tage en drink i en af pauserne, ligesom George og Martha så flittigt gør.
Det er teaterdirektør Hans Henriksen, der instruerer, og oversættelsen – den eneste autoriserede oversættelse, som de strenge rettighedshavere tillader, at man bruger – er af Madame Nielsen, som vi jo tidligere i sæsonen havde fornøjelsen af her i vores introduktioner i forbindelse med ”Jeg er Vinden”, som Nielsen også oversatte.
Vi ønsker jer god fornøjelse og god efterfest med Martha, George, Honey og Nick.