Jeg holder meget af Martin Ringsmose, og synes han er en fin skuespiller (og et dybt sympatisk menneske). Det var vel hovedårsagen til, at jeg overtalte min kone til at gå ind og se ‘Cyrano’, som vi tidligere har set med stor fornøjelse som musical (Sebastian skrev musikken) med bl.a. Flemming Enevold i titelrollen på Gladsaxe Teater.
Jeg vidste godt, at vi ikke skulle se en musical på Aalborg Teater, men havde dog håbet på en vedkommende forestilling med spændende skuespilpræstationer i et sprudlende ensemblespil.
Hvad vi så var mildest talt skuffende. Martin kæmpede godt med sin rolle, og fik vist mange facetter af sit talent, men igen var det med ham i en altdominerende rolle, hvor de andre på scenen kom med mere eller mindre uforståelige ‘input’ til spillet på scenen.
Der var også tung symbolik (kors mm), som forekom helt unødvendigt overdrevent.
Og så var det ord, ord, ord.
1. akts højdepunkt var scenen hvor Cyrano med stor veltalenhed agerer for den attråede soldat Christian, mens Roxanne lader sig bedrage.
Men da vi nåede pausen behøvede vi (min kone og jeg) endog ikke at se på hinanden. Vi gik direkte mod garderoben, og forlod teatret i en blanding af nedtrykt stemning, skuffelse og irritation over det, der skulle have været en opløftende aften i et sprudlende teater.
Jeg har ikke spor imod teater, der sætter samfundet under lup, stiller kritiske spørgsmål mm, men jeg har ikke lyst til at se stykker, der binder sine skuespillere i noget, der blir ligegyldig charmeforladt råben, ageren - helt uden den poesi, som jeg gerne vil mødes af.
Vi vil røres, når vi går i teatret. Vi vil se noget, der taler til vores følelser. Vi er voldsomt skuffede, og det vil nok vare længe før vi igen får lyst / mod på at besøge Aalborg Teater, hvilket er en stor skam.
Cyrano råbte flere gange ud i salen: ‘Hva’ så Aalborg?’
Vi har lyst til at råbe: ‘Hva’ så Aalborg Teater?