Det er en hæsblæsende forestilling, hvor vi bliver skræmte, forpustede, forbløffede og særdeles underholdt. Det er metateater, hvor vi aldrig kan være sikre på, om skuespillerne stadig følger manuskriptet, eller om de improviserer.
Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen vender vrangen ud på det pæne, ordentlige, politisk korrekte og blankpolerede. I stedet giver de os en ægthed, der er bundsolid og til at forstå.
Det lykkes de tre volddygtige og ejendommelige skuespillere – Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen – at chokere, provokere og udfordre, og det er ellers svært opnåeligt i en tid, hvor vi har set stort set alt.
Efter halvanden time, hvor livets eksistentielle dilemmaer udpensles i ét stort virvar af lort, kakerlakker og masser af nøgenhed, kunne vi gå derfra med sammenkrøllede mavemuskler, en lille smule forargelse – og en bred enighed om, at det var et stykke, vi godt kunne se igen. Og igen.
De grænseoverskridende scener og de modige og fuldt engagerede skuespillere fører os igennem forestillingen med både tåkrummeri og grineflip.
Tue Bierings omfattende tekst i DET GODE vs DET ONDE er hæsblæsende og vild, og får med fremragende præstationer af Ena Spottag, Jacob Moth-Poulsen og Marie Knudsen Fogh på suveræn vis turneret hele diskussionen om godt og ondt på halvanden time, og efterlader dig med følelsen af, at du nok hellere må tage et par ting op til revision. Før det er for sent.
Tue Bierings nye forestilling Det gode vs. det onde, som netop har haft premiere på Aalborg Teater, er ikke nogen nem forestilling. Den er ordtung, og der er fuld fart på under hele forestillingen, som også rummer en række overraskende momenter.
Mageløst og dristigt som teatralske udfoldelser og eksperimenter.
På Aalborg Teater har Tue Biering skabt en af sine bedste forestillinger, fordi han undlader at give lektier for.
Det er en overraskende, idérig, komisk og tragisk forestilling, der ikke går ad vejen for at bruge alle mulige og især tilsyneladende umulige sceniske og performative midler til at skabe en forestillingen, som lynhurtigt opbygger kompleksitet, bare for at kunne – udtalt – kæmper mod selvsamme kompleksitet.
Forestillingen er gennemgående helt ustyrlig morsom, og man rammes af den evindelige gåde om, hvordan skuespillere i særligt komiske situationer er i stand til at udvise så stor absurditet og skørhed uden at fortrække en mine – især når hele salen er flade af grin.
Få lykkes så godt med at overskride publikums grænser som Tue Biering.
