EN HOVEDHJØRNESTEN PÅ AALBORG TEATER
Siden i hvert fald 1980 har Aalborg Teater produceret en børneforestilling på store scene hver sæson, særligt tiltænkt skoleelever på trinene 0.-4. klasse. Vi kalder den derfor skoleforestillingen, og den er lidt af en hovedhjørnesten i sammensætningen af en sæson. I 2011 var det Pinocchio, der var på plakaten, og forestillingens instruktør Frede Guldbrandsen insisterede på, at det var sæsonens vigtigste og mest risikable forestilling, fordi det var den, der skulle skabe fremtidens teaterpublikum.
Og rigtigt er det i hvert fald, at en stor andel af aalborgenserne og nordjyderne har mødt teatret første gang, da de var på Aalborg Teater med skolen. Op mod 25.000 børn ser hvert år forestillingen, der spiller to gange dagligt, og ofte når op over 50 opførelser, hvilket på Aalborg Teater udløser en lagkage til de medvirkende. Den kan Karlsson-holdet forhåbentligt glæde sig til.