Lang dags rejse mod nat
O’Neills gribende og intense familiedrama
Familien Tyrone – far, mor og to voksne sønner – har svært ved at finde den gode familietone. Måske fordi alle fire håbede på et andet liv, end det, de fik. Far Tyrone drømte om at fortolke Shakespeare, men blev en kendt komedieskuespiller. Han ville leve et rigt liv, men kom aldrig ud af sin utrolige nærrighed. Mor ville være nonne eller koncertpianist, men måtte stille sig tilfreds med livet som husmor og har søgt tilflugt i morfin. Den ældste søn Jamie ville være en dekadent digter, men er blot blevet en fordrukken skuespiller uden succes. Lillebror Edmund er der mere håb for; han viser sig at have et vist lyrisk talent – måske kan han som den eneste finde vejen ud af familiens tåge af ulykkelige omstændigheder.
Eugene O’Neills klassiske familiedrama fra 1956 er en af den yngre teaterhistories stærkeste tekster. O’Neill afdækker med rystende klarhed, at den store gave det er at leve i en familie, altid står i risiko for at vælte over i ulykke, når familiemedlemmernes erfaringer er meget forskellige. At se på at det udfolder sig, gør ondt og godt på samme tid.
























Publikum mener
Inge Merete Poulsen
Fantastisk forestilling!!!
Inger Svendsen
En fin forestilling med gode skuespilpræstation, eneste minus var, at det flere gange svært at høre, hvad der blev sagt på scenen. - Og så var der forfærdelig varmt i teatersalen!
oluf.eva@stofanet.dk Eva Olufsen
En stor og krævende præstion af alle 4, tak for en stor teater oplevelse. På gensyn til næste sæson, hvor jeg kommer for 43. gang
Mette
Lang Dags Rejse Mod Nat på Aalborg teater er en fin og vedkommende opsætning af Eugene O'Neills teaterstykke, som skuespillerne alle gør levende og nærværende med deres individuelle og fælles stærke tilstedeværelse på den enkle scene, der lader ord og kropssprog komme til deres ret. Tak for en stærk oplevelse - og tak til Henrik Birch, som vi efterfølgende mødte i toget mod København, hvor han gav sig tid til at snakke med os om teaterstykket.
Laura
Fuldstændig fantastisk!!! Én af de forestillinger hvor både tekst, iscenesættelse, scenografi, lys, lyd og ikke mindst skuespil går op i en højere enhed. Jeg var dybt berørt længe efter og er det stadig. Tusinde tak til alle implicerede!!!
Lars Nielsen
Jeg synes, at forestillingen fokuserede ensidigt på, at der var tale om en dysfunktionel familie. Det var svært at få øje på den kærlighed, som stykket også rummmer. Scenografien mindede om et billede af Edward Hopper. Det gav en fortvivlet atmosfære, som passede til stykket, men manglen på møblering undergravede den realisme, der er i stykket. Skuespillerne vendte for ofte ryggen til publikum, for at illudere deres indbyrdes afstand. Det gjorde det svært at høre, hvad der blev sagt. Det var svært at forstå Annika Johannesen, når hun råbte. Ferdinand Johansen Hills havde en stor monolog i anden akt, hvor det lød, som om han ikke forstod, hvad han selv sagde.
Susan Pedersen
flot skuespil. Stadig aktuel emne
Oliver
Meget meget flot forestilling
Susanne S
gode skuespils præstationer medrivende aktuel forestilling.
Aase Beck Eigenbroth
En stærk, fin, rystende forestilling. Man sad på kanten af stolen.... Kun en knap så god kommentar: skuespillerne talte ikke tydeligt nok. Ikke alene sad eller stod de ofte med ryggen til, men de talte ikke klart nok. Det plejer ikke at være et problem på Aalborg teater, men vi beder jer gøre noget ved det
Hans Jørgen Larsen
Forestillingen var vel i orden. Når jeg indfletter det forbeholdene "vel" skyldes det, at jeg ikke kunne høre alle replikker. Jeg fik desværre endnu en gang bekræftet, at visse skuespillere er utydelige, når de taler hurtigt. Derfor havde jeg glædet mig til at se Marianne Høgsbro i rollen som Mary. Jeg husker hendes samspil med Henning Jensen i "Indenfor murene" for et par sæsoner siden. De var begge meget tydelige i deres replikker. Nu blev det heller ikke letter, at skuespillerne i mange scener vendte ryggen mod publikum.
Uffe Bruhn
Super realistisk billede af en dysfunktionel familie hvor rusmidler forværrer.
Bo Rasmussen
En fantastisk Forestilling. Scenen er helt enkel og få rekvisitter for det er de 4 skuespillere på scenen, der gør det helt fænomenalt som familien der i løbet af dagen og herunder aften afslører hvor galt de står til med misbrug, had, kærlighed, bristede drømme og voldsomme skænderier. Når vi har overstået rejsen fra dag mod nat er alt gået i opløsning. Alle fire skuespillere fyldte deres roller ud helt perfekt og vi gik fra teatret en stor men hård oplevelse rigere.
Benitta Lange
EN UFORGLEMMELIG AFTEN I TEATRET. Der er aftener i teatret, hvor man er fuldt ud bevidst om, at der ikke er noget sted, man hellere ville være. For man går ikke glip af levet liv udenfor murene, i den såkaldte virkelige verden. Man er tværtimod vidne til Kunst der overgår virkeligheden. Torsdag d. 31/5 2018 var sådan en aften på Aalborg Teater. For publikum er indsigt i så dysfunktionel en familie, der blev portrætteret på scenen, skræmmende, mareridtsagtig og uvirkelig i dens fremmedhed fra ens egen verden. Og dog føler man sig ikke blot som en tilskuer men i den grad som en flue på væggen, at man knugende fornemmer, at man ved rejsens ende næsten er blevet en del af familien; medskyldig i al den svigt, bedrag, misbrug, vold, selvforagt, aggression og illusion, der udspilles for øjnene af én, fordi man er handlingslammet og selvsagt ikke kan gribe ind og redde karaktererne fra sig selv og hinanden. Så realistisk og stærkt fremstår alle aspekter af skuespillet, at jeg efter endt opførelse følte mig rystet i min grundvold, fuld af rædsel og eksistentiel kvalme og dog inderligt beriget. Med en umådeligt meget større indsigt i menneskets kompleksitet og ambivalens. Så meget klarsyn eksisterer i de 4 karakterer side om side med en ekstrem "denial". Det er som om livet med alle dets valg og fravalg tager kvælertag på tilskueren, når man ser karakterernes bevidsthed om, hvor de er endt i livet og hvorfor, og samtidigt deres magtesløshed og manglende vilje til at prøve at ændre deres livsvilkår. Fatalisme og resignation råder. De er alle 4 yderst intelligente og varme karakterer og dog så ubeskriveligt egoistiske, selvdestruktive og giftige for deres omgivelser. Eugene O'Neill har skrevet et fabelagtigt stykke, hvor den utroligt smukke, poetiske og symbolske titel fint afspejler familiens ophold i et limbo mellem himmel og helvede, håb og dommedag, liv eller død. Litteratur når det er størst og mest vedkommende. Men et velskrevet stykke er ikke nok til at gøre emnet skræmmende vedkommende og uhyre aktuelt for det individ, der sidder i salen efter at ha' indløst sin billet og forventningsfuldt ser op på skuespillerne, når dagen gryr i stykket. Alle fra komponisten til stykkets oversætter, til lyddesigneren, scenografen og iscenesætteren har ære af den succes aftenen blev. Men størst ros skal lyde til skuespillerne uden hvem den symbiotiske tilstand mellem det enkelte individ i salen og den enkelte karakter på scenen ikke ville være opstået. Alle 4 skuespillere leverede en pragtpræstation. Fuldstændigt sublimt. Sjældent er man vidne til så stor indlevelse, engagement og dygtighed. Selv hvis disse skuespillere i hele deres karriere kun havde denne ene aften på deres CV, ville de fortjene at blive husket som store skuespillere. De ydede mere end nogen kunne ha' forventet eller fortjent. Havde de givet mere af sig selv, frygter jeg, at de ville ha' taget skade fysisk eller psykisk. Mere ville umenneskeligt og uhæderligt at forlange af en skuespiller, og mindre havde været fuldt ud tilfredsstillende. I deres faglige dygtighed, stolthed og generøsitet gav de langt mere, end man som publikum turde tro muligt. For det vil de blive husket. Tak til Aalborg Teater og samtlige personer involveret i denne opførelse for at igen at give litteraturen i sin rene form mulighed for at brillere i al sin uformindskede styrke, og skuespillet mulighed for at hive gulvtæppet væk under os med al dets uforfalskede og magiske kraft til ikke blot at imitere livet men til at skabe liv - mellem linjerne i de skrevne ord og i den usynlige line mellem tilskuer og skuespiller, hvorpå sidstnævntes skuespil balancerer som en tillidserklæring til individerne i salen, der med deres taknemmelighed og empati holder denne gave i deres hjerte. Af hjertet tak til de 4 skuespillere for på denne aften at minde to teaterglade veninder om, hvorfor vi trofast har været abonnenter på Aalborg Teater i mange år. Vi vil tænke tilbage på "Lang dags rejse mod nat" og huske årene på Aalborg Teater med glæde. Vi giver begge 6 stjerner til forestillingen, fordi det er den måde, vi kan vise vores påskønnelse for en fantastisk oplevelse på. Men skuespillernes præstation er egentlig udenfor kategori og burde bedømmes på en skala, der indikerer tilskuerens grad af indlevelse og selvforglemmelse og ikke vores evne til at holde stykket og skuespillet ude i strakt arm, hvilket man er nødt til for at kunne betragte og vurdere det. Men vi SÅ ikke stykket. Vi levede det og var med personerne på en Lang Dags Rejse Mod Nat.
Ann Birthe Jensen & Allan Næs Gjerding
I takt med, at personernes fortielser brød frem til overfladen, som krakelerede, blev vi mere og mere berørt. Misbrug som fælles forstærkende forfald kunne ikke være fremstillet flottere. Stort spil i en pragtfuld minimalistisk kulisse. Tusind tak.
Lotte Andreasen
Forestillingen var god, og skuespillerne var også rigtig gode. Stykket var lidt for langt efter min smag, specielt fordi der ikke sker så meget. Der er intet morsomt, som kan lettet lidt på tiden, men det vidste jeg godt.
Inger Stampe Eriksen
Vores generelle holding er, at stykket var ALT for langt. Desuden var det næsten ulidelig varmt at være i teateret på lille scene. Når jeg så mig omkring, så jeg, at publikum alle var > 60 år. Jeg var oprigtigt bange for, at nogle af tilskuerne ville dratte omkring. ( Dette siger jeg, efter at have arbejdet i sundhedsvæsenet hele livet) Forslag: Sæt nogle ventilatorer op, flere steder i teateret, i aften, som også bliver varm. I øvrigt ser vi frem til næste sæson.
Kirsten Skaarup Bojer
Mette
En overvældende, stærk oplevelse af at være fluen på væggen i en indprentet og bitter familie relation.
Grethe
Rigtig godt spillet stykke, om hvad misbrug kan gøre ved en familie.
Else Askehave
En grum og gribende beretning med fornemme præstationer af skuespillerne.
claus qvistgaard.
Utroligt godt skuespil.
Jesper Andersen
Det var en lang socialpsykologisk odyssé gennem en families relationer - følelser blev utalt talt kærlighed og had afmagt og almagt fulgte hinanden i par - det var ikke for sarte sjæle - scenografien var fantastisk med vindue ud mod verden og et rum hvor personerne og dialogen blev skærpet fordi der "næsten" ikke var andet .... en livet som det udspilles råt, realt og hensynsløst - ærligt.
Birthe Overlade Pedersen
God Forestilling. Godt at se en Forestilling der er bygget op efter dogmekonseptet.
Lis KlauEn
Lidt tungt stykke lidt svært at høre på øverste række men rigtigt spillet af alle
Thorkild Jensen
Godt skuespil. Det er første gang jeg oplever "Lang dags rejse mod nat". Jeg havde hørt om stykket, og vidste at det hørte til klassikerne, så jeg, og min teaterkammerat, havde forventninger (store) til stykket, og vi blev ikke skuffede. Rigtig gode skuespiller-præstationer af alle 4. Selv om Eugene O´Neil lavede sine "optegnelser" helt tilbage i 1942, og skuespillet er fra 1956, sad vi begge med en fornemmelse af, det vi var vidner til her, på "lille scene", det havde vi selv oplaget et sted i vores nabolag. Som stykket skred frem, sad vi mere og mere fastnaglet til sædet. Det var ikke en sjov oplevelse, men en eftertænksom oplevelse. En skræmmende oplevelse, og det skyldtes ikke mindst de 4 gode skuespillere. PS. Send personalet i caféen en tak for god og venlig betjening.
Mette Knudsen
Publikum er ofte ældre mennesker, og det giver problemer med at høre, når skuespillerne vender ryggen til. Der må ikke "jappes" eller tales utydeligt, og det er grunden til, at I lander på 4 stjerner. Det var en super teateroplevelse - og tak for det. Venlig hilsen
Lone Varn Johannsen
Intens, tankevækkende og virkeligt velspillet. Tak for en stærk oplevelse.
Maria Bald
En barsk forestilling om en families misbrug. Dygtige skuespillere, men det kneb nogle gange med at høre ordene tydeligt fra Henrik Birch og Ferdinand Falsen Hiis, hvorimod der var klar tale fra Annika Johannessen og Lars Topp Thomsen.
Bente Korsgaard, Jim Thuesen, Anne Hagens. Niels pg Anne Sofie Hvass Hansen
Hej vi er fem teatergængere der hvert år glæder os til nye spændendeoplevelser på teatret. Vi var alle begejstrede og berørte over den meget flotte præstation som de fem skuespillere gav os i aftes. Det var meget stærkt. Så alle får en stor tak fra os. Mvh
Kai Andersen
Vi havde en fantastisk oplevelse. Et altid aktuelt emne , der gav mange aha oplevelser og stof til eftertanke. Og et skuespil så mageløst rollerne skåret så skarpt så man følte man var der i både vrede og afmagt. En aften vi vil huske meget længe.
Lis
Fantastisk flot skuespil i et stykke, som vi har set tidligere andetsteds i en lignende god og betagende opførsel. Vi sad alle helt ude på kanten af stolen.
Bente Djørup
En fantastisk godt spillet stykke. Karaktererne var så præcise. Selvom historien er barsk er den et billedet på en familie der konstant er på overarbejde og alligevel ingen vegne kommer.
Herbert Fischer
Stærk, nøgen og kaotisk. Stille forlod jeg teateret efter denne oplevelse. Irriterende hvad mennesket kan skabe for sig selv. Stort spil af de fire aktøre.
Ellen vinkler
Stærkt skuespil og stærke emner.
Preben Larsen
En stærk oplevelse og en flot indsats af skuespillerne.
AAT Klub: Spar 50 kr. pr. billet
Køb billetter til mindst tre forestillinger – så bliver du automatisk medlem af AAT Klubben og sparer 50 kr. pr. billet.
Start oplevelsen i Teatercaféen
Gør din teateraften endnu bedre, og start med en kulinarisk optakt i vores hyggelige café. Du kan i ro og mag hygge dig med familie, venner og god mad, og du skal ikke lede efter en parkeringsplads lige op til teatertid. Serveringen er naturligvis tilpasset forestillingens start.
Medvirkende
Holdet bag
Forfatter
Eugene O’Neill
Instruktør
Egill Pálsson
Scenograf
Martin Eriksson
Lysdesigner
Mathias Hersland
Lyddesigner
Aske Bergenhammer Hoeg
Desuden medvirker skuespiller Annika Johannessen
Vil du vide mere?
Nyt stærkt drama på Aalborg Teater
Migogaalborg har skrevet om 'Lang dags rejse mod nat', hvor instruktør Egill Pálsson bl.a. fortæller om forestillingen.
Læs artiklen