EN UFORGLEMMELIG AFTEN I TEATRET.
Der er aftener i teatret, hvor man er fuldt ud bevidst om, at der ikke er noget sted, man hellere ville være. For man går ikke glip af levet liv udenfor murene, i den såkaldte virkelige verden. Man er tværtimod vidne til Kunst der overgår virkeligheden. Torsdag d. 31/5 2018 var sådan en aften på Aalborg Teater.
For publikum er indsigt i så dysfunktionel en familie, der blev portrætteret på scenen, skræmmende, mareridtsagtig og uvirkelig i dens fremmedhed fra ens egen verden. Og dog føler man sig ikke blot som en tilskuer men i den grad som en flue på væggen, at man knugende fornemmer, at man ved rejsens ende næsten er blevet en del af familien; medskyldig i al den svigt, bedrag, misbrug, vold, selvforagt, aggression og illusion, der udspilles for øjnene af én, fordi man er handlingslammet og selvsagt ikke kan gribe ind og redde karaktererne fra sig selv og hinanden. Så realistisk og stærkt fremstår alle aspekter af skuespillet, at jeg efter endt opførelse følte mig rystet i min grundvold, fuld af rædsel og eksistentiel kvalme og dog inderligt beriget. Med en umådeligt meget større indsigt i menneskets kompleksitet og ambivalens. Så meget klarsyn eksisterer i de 4 karakterer side om side med en ekstrem "denial". Det er som om livet med alle dets valg og fravalg tager kvælertag på tilskueren, når man ser karakterernes bevidsthed om, hvor de er endt i livet og hvorfor, og samtidigt deres magtesløshed og manglende vilje til at prøve at ændre deres livsvilkår. Fatalisme og resignation råder. De er alle 4 yderst intelligente og varme karakterer og dog så ubeskriveligt egoistiske, selvdestruktive
og giftige for deres omgivelser.
Eugene O'Neill har skrevet et fabelagtigt stykke, hvor den utroligt smukke, poetiske og symbolske titel fint afspejler familiens ophold i et limbo mellem himmel og helvede, håb og dommedag, liv eller død. Litteratur når det er størst og mest vedkommende. Men et velskrevet stykke er ikke nok til at gøre emnet skræmmende vedkommende og uhyre aktuelt for det individ, der sidder i salen efter at ha' indløst sin billet og forventningsfuldt ser op på skuespillerne, når dagen gryr i stykket. Alle fra komponisten til stykkets oversætter, til lyddesigneren, scenografen og iscenesætteren har ære af den succes aftenen blev. Men størst ros skal lyde til skuespillerne uden hvem den symbiotiske tilstand mellem det enkelte individ i salen og den enkelte karakter på scenen ikke ville være opstået. Alle 4 skuespillere leverede en pragtpræstation. Fuldstændigt sublimt. Sjældent er man vidne til så stor indlevelse, engagement og dygtighed. Selv hvis disse skuespillere i hele deres karriere kun havde denne ene aften på deres CV, ville de fortjene at blive husket som store skuespillere. De ydede mere end nogen kunne ha' forventet eller fortjent. Havde de givet mere af sig selv, frygter jeg, at de ville ha' taget skade fysisk eller psykisk. Mere ville umenneskeligt og uhæderligt at forlange af en skuespiller, og mindre havde været fuldt ud tilfredsstillende. I deres faglige dygtighed, stolthed og generøsitet gav de langt mere, end man som publikum turde tro muligt.
For det vil de blive husket.
Tak til Aalborg Teater og samtlige personer involveret i denne opførelse for at igen at give litteraturen i sin rene form mulighed for at brillere i al sin uformindskede styrke, og skuespillet mulighed for at hive gulvtæppet væk under os med al dets uforfalskede og magiske kraft til ikke blot at imitere livet men til at skabe liv - mellem linjerne i de skrevne ord og i den usynlige line mellem tilskuer og skuespiller, hvorpå sidstnævntes skuespil balancerer som en tillidserklæring til individerne i salen, der med deres taknemmelighed og empati holder denne gave i deres hjerte.
Af hjertet tak til de 4 skuespillere for på denne aften at minde to teaterglade veninder om, hvorfor vi trofast har været abonnenter på Aalborg Teater i mange år. Vi vil tænke tilbage på "Lang dags rejse mod nat" og huske årene på Aalborg Teater med glæde.
Vi giver begge 6 stjerner til forestillingen, fordi det er den måde, vi kan vise vores påskønnelse for en fantastisk oplevelse på. Men skuespillernes præstation er egentlig udenfor kategori og burde bedømmes på en skala, der indikerer tilskuerens grad af indlevelse og selvforglemmelse og ikke vores evne til at holde stykket og skuespillet ude i strakt arm, hvilket man er nødt til for at kunne betragte og vurdere det.
Men vi SÅ ikke stykket. Vi levede det og var med personerne på en Lang Dags Rejse Mod Nat.
