Den svenske film og teaterinstruktør Ingmar Bergman ville være fyldt 100 år i 2018. Ingmar Bergman betegnes som et af film- og scenekunstens helt store skabende talenter. Med mere end 50 film og 150 teateropsætninger er Ingmar Bergman en meget indflydelsesrig og beundret personlighed i europæisk nutidskultur. Han anses af mange for at være en af filmhistoriens største instruktører, som med sit kamera var i stand til at skue ind i den menneskelige sjæl. Gennem sine film og ikke mindst sin fabelagtige personinstruktion har Bergman været med til at gøre skuespillere som Max von Sydow, Bibi Anderssson, Erland Josephson og Liv Ullmann til verdensstjerner, skuespillerne som han meget ofte også brugte i sine teaterproduktioner i Sverige.
Ingmar Bergman voksede op i et præstehjem præget af streng religiøsitet, en opvækst han blandt andet portrætterer i sin film Fanny og Alexander. Ingmar Bergman havde sin debut i filmens verden i 1944 med manuskriftet til filmen Forfulgt, i 1946 fik Bergman debut som filminstruktør med filmen Kris, som blev en fiasko. Først i 1949 fik Bergman sit gennembrud med filmen Fængsel, og det internationale gennembrud fulgte i 1956 med filmen Sommernattens Smil. I 1982 kom det Oscar-belønnede storværk Fanny og Alexander, først som film og i 1984 også som TV-serie. Efter successen med Fanny og Alexander trak Bergman sig stort set tilbage som filminstruktør. Men skrev dog stadig både til teater, TV og skrev også sin fremragende erindringsbog Laterne Magica. Desuden skrev han også filmmanuskriptet til Den Gode Vilje, om forældrenes kærlighedshistorie, og som danske Bille August instruerede. Fra midten af 1990’erne koncentrerede Bergman sig om TV-produktioner, og lavede manuskriptet til Liv Ullmanns ægteskabsdrama Troløs og enkelte opsætninger på Dramaten i Stockholm.
Til trods for at Ingmar Bergman er verdenskendt for sit virke som filminstruktør, og for det betydelige bidrag han gennem sine film har ydet til biograflærreder verden over, var han samtidig en meget aktiv teaterinstruktør og teaterleder gennem en årrække. Bergman arbejdede både som teaterchef og instruktør ved blandt andet Helsingborg Stadsteater (1944-46), Göteborg Stadsteater (1946-49) og Malmø Stadsteater (1952-58). Fra 1960 og frem til sin død arbejdede Bergman på Dramaten i Stockholm, hvor han også var leder i perioden (1963-66), hvor han især vakte opsigt med sine opsætninger af dramatikere som Shakespeare, Strindberg og Ibsen. I 1973 iscenesatte Bergman Moliéres Misantropen på Det Kongelige Teater med Ghita Nørby og Henning Mouritzen i hovedrollerne. I Danmark forbinder vi ikke mindst Bergman med titler som Scener fra et Ægteskab og Fanny og Alexander, som havde stor folkelig klangbund.
Om Fanny og Alexander
Fanny og Alexander er med rette blevet betegnet som kulminationen på Bergmans bemærkelsesværdige karriere som en af filmhistoriens allerbedste instruktører. Med Fanny og Alexander gav Bergman eftertiden et kunstnerisk testamente og skabelsen af både TV-serien og filmen betragtes som en af de største og fornemmeste bedrifter i filmhistorien. Fanny og Alexander er en af de største film nogensinde med rod i de skandinaviske traditioner, sæder og skikke. Fanny og Alexander er for svenskerne, hvad Matador er for danskerne.
Fanny og Alexander favner vidt og bredt, historiens ramme er en fortælling om en drengs møde med døden og det religiøse. Bergmans eget bagkatalog, som søn af en præst og en meget streng opvækst fornægter sig ikke, dog uden at det på nogen måde tynger den fundamentalt gode historie – den svenske filmmager var nemlig først og fremmest en eminent historiefortæller og formidler.
Om Persona
Bergman blev verdenskendt for sine mørke, brutale og eksistentialistiske film. Han spændte bredt i sit virke lige fra at undersøge det at være menneske over vittige komedier. Et af Bergmans mest centrale filmiske mesterværker er hans film fra 1966 Persona, som blev et internationalt gennembrud for skuespilleren Liv Ullmann, der i filmen spillede sammen med en anden stor svensk skuespiller, Bibi Andersson. Ifølge Bergman selv er Persona ikke et filmmanuskript, men derimod en lineær historie, hvor han fortæller om den ”stumme” skuespillerinde og sygeplejersken og det forhold der opstår mellem dem. Persona er stærkt inspireret af Bergmans egen alvorlige sygdom og psykiske krise.