At skulle forløse et forlæg som West Side Story fra Leonard Benstein med flere, kan synes en foræring fordi tekst, musik, sang, handling alt ligger der som en skat, der blot skal tages i brug. På den anden side stiller det store krav til præstation, når arvesølvet drages frem, og skal præsenteres endnu en gang.
Så alle tænker: Kan historien forløses, og gøres levende igen, eller er det bare et kært klenodie, der beundres, og så i skattekisten med det, indtil næste gang. Heldigvis sker det første. Forestillingen er overdådigt udført af alle aktører, så det Leonard Bernstein angiveligt selv var tvivl om: kan det overhovedet lade sig gøre, sker. Nemlig at enkelt historier, og enkelt perspektiver og enkeltoptrin går op i en højere enhed, samtidig med at de lyser hver især. Så det ikke blot bliver en livlig erindringshistorie om et par stridende bander i New York anno 1950érne og en arketypisk kærlighedshistorie, anno Shakespeares Romeo og Julie. Der spilles, og synges, og danses og dialoges så godt, så vi tror på kulturforskellene mellem banderne som noget, der kommer os ved, og vi håber på at kærlighedens magi vinder over had og forskelligheder, sådan som vi altid håber. Uanset realiteter. Og sådan som sikkert alle har håbet, siden opførelsen af Shakespeares Romeo og Julie første gang.
Aalborg teater ønsker at arbejde med repertoire, så stykker kan sættes op, tages af, og sættes op igen. Selvom West Side Story er en stor mundfuld, vil jeg håber, at ideen også vil kunne omfatte større produktioner og koproduktioner. Det kræver selvfølgelig noget samarbejde og koordinering mellem teatre, men den akkumulerede energi, viden , handledygtighed og gensidig inspiration, der opstår heraf, vil helt sikkert langt overskygge indsatsen. Håber ikke, der går 30 år igen inden vi ser og hører Bernsteins værk her i DK- indtil da må vi jo se os om efter det andre steder i verden.