Kære publikum!
Når Aalborg Teater slår dørene op for sæsonen 2023/2024, er det for første gang mig, der står i døren og byder velkommen. Det glæder jeg mig rigtig meget til!
Jeg glæder mig til at præsentere jer for en bred vifte af teaterforestillinger; et stærkt tilbud til både store og små. Hér kan I vælge både den store musical og det intime kammerspil. Skal det være en moderne klassiker eller selveste Ludvig Holberg? Det ene udelukker jo heldigvis ikke det andet. Vi laver selvfølgelig familieforestilling på Store Scene op til jul, som vi plejer, og skoleforestillingen, som også spiller på Store Scene, vil forhåbentligt fylde både foyeren og salen med lyden af glade og forventningsfulde børn.
Vi har fortsat landets største ensemble. Jeg håber, at I vil nyde gensyn med kendte ansigter, og så glæder jeg mig til, at vi får besøg af en af Danmarks allerstørste stjerner. Jeg glæder mig til at se Aalborg Teaters dygtige skuespillere møde jer i en række nye store roller, som forhåbentligt vil få jer til både at grine og græde.
På Aalborg Teater skal der være plads til store følelser, og vi håber, at de mange forskellige forestillinger, på hver deres måde, kan være med til at kaste lys over livets store spørgsmål. Teateroplevelserne har vi sammen. Latteren i salen, som vi deler, og stilheden, som fylder rummet lige før, det allervanskeligste skal siges højt.
Her deler vi de store tanker om livet og om tiden. De store spørgsmål. Dem, som griber os. Dem, vi kan mødes om. Alle mennesker uanset alder og livsvilkår. Altid i øjenhøjde, til eftertanke, mens vi er godt underholdt.
Aalborg Teater. Scener til Livet.
Hjerteligt velkommen.
Thomas Bjørnager
Teaterdirektør