Forord skrevet af Leif Davidsen i ‘Forbrydelse og straf’ i Jan Hansens oversættelse.
Forordet er venligst udlånt af forlaget Rosinante.
Der er sikkert dem, der vil mene, at det er en fornærmelse mod litteraturen at kalde Fjodor Dostojevskijs fantastiske roman Forbrydelse og straf for en kriminalroman. Der kunne være de få åndssnobbede litterater, der ikke mener kriminalromaner kan være litteratur, eller de, der mener, at kun de designerkrimier, som er kommet i kølvandet på Stieg Larsson, er sande krimier, der kan tænkes at afvise, at jeg kalder Dostojevskij en stor forfatter af blandt andet kriminalromaner. Men hvis man googler Forbrydelse og straf får man blandt de mange hits, der dukker frem, også eksempelvis krimi- og spændingssiden fra en af de store internetboghandlere. Den har netop valgt at bringe omtalen af romanen der, fordi den på mange planer også er en stor kriminalroman, der kredser om skyld og straf, samvittighed og mangel på samme. Som alle gode kriminalromaner rummer den langt mere end blot mordet og dets følger, selv om det er kernen i romanens gådefulde univers. For Dostojevskij bruger mordet som afsæt til at beskrive en martret sjæl og en by, der næsten selv fremstår som en levende organisme, der er ved at bukke under for de moderne tiders pres. Som et spejl på menneskesindets ustyrlige krinkelkroge lever Skt. Petersborg sit eget desperate liv i romanen.
Fjodor Dostojevskij, der blev født i 1821 og døde i 1881, er en af de rigtig store i russisk litteratur med en skæbne så dramatisk som hans brutale fædreland. Hans far var nok adelig godsejer, men praktiserede som fattiglæge i Moskva. Dostojevskij havde mange søskende og tidligt et skarpt øje for datidens store, sociale uretfærdigheder. Han flyttede som ung til Skt. Petersborg, hvor han blev uddannet på ingeniørakademiet. Det kan også mærkes i forfatterskabet, at han aldrig var bange for at viderebringe viden og holdninger gennem sine mangefacetterede karakterer. Han debuterede allerede som 25-årig med romanen Arme mennesker, samtidig med at han begyndte at interessere sig brændende for politik, stærkt påvirket af tanker om socialismen, som kom fra vest. Han blev medlem af en ungdommelig diskussionsklub, der drømte om en fremtid i en utopisk socialistisk stat. Det måtte man bestemt ikke i zartidens Rusland. Zarens hemmelige politi havde lange ører; og sammen med sine meddebattører blev Dostojevskij arresteret og dømt til døden. Dostojevskij blev ført til Semjonov-pladsen i Skt. Petersborg. Henrettelsespelotonen stod parat, men i allersidste øjeblik, hvor de dømte så døden direkte i øjnene på skafottet, blev henrettelserne stoppet. En officer var kommet til stede og oplæste en benådningserklæring. I stedet tilbragte Dostojevskij fire år med strafarbejde i tugthus i det fjerne Sibirien, hvortil også zaren sendte sine politiske modstandere. Som man noget underdrevet plejer at sige, så forandrede dødsdommen og tugthuset den unge mand og formede ham som menneske og forfatter. Det ville da også have været mærkeligt andet. Straffelejren gjorde ham til den forfatter, han var. En forfatter, der var dybt fascineret af ondskaben og menneskets dragning mod de mørke kræfter.
I hele sit forfatterskab syntes Dostojevskij konstant at føre en diskussion med sig selv og læserne om livets store spørgsmål. Om skæbne og viljeshandlinger, om skyld og straf og om lidelse og fattigdom. Nogen kalder ham derfor for en kristen forfatter, men så er det i hvert fald en konstant tvivlende af slagsen. Men det er rigtigt, at også i Forbrydelse og straf spiller den kristne nåde sammen med filosofiske overvejelser og en stærk drift mod soning som sjælsfrelse en stor rolle. Dostojevskijs martrede persongalleri, der konstant synes at balancere på afgrundens rand, har været med til, at nye generationer hele tiden genopdager den store russer, fordi hans temaer er evigtgyldige, selv om han er en forfatter af den gamle russiske skole, der maler med den brede naturalistiske pensel. Måske netop derfor finder han hele tiden nye læsere. Man får sandelig noget at vide, mens man både er underholdt og optaget af livets mysterier, som de udfoldes ud fra mordets mysterium.
Dostojevskij fik blandt andet stor betydning for de franske eksistentialister, som kunne bruge både ham og vores egen Søren Kierkegaard. Menneskets tvivl og mordets intellektuelle anatomi har altid været uopslidelige temaer i litteraturen. Han var også en forfatter, der med sine sociale holdninger var agtet, da Rusland var en del af det kommunistiske Sovjetunionen.
Hovedpersonen Rodion Raskolnikov i Forbrydelse og straf er en tvivlende karakter i konstant dialog med sig selv. Raskolnikov begår en grusom forbrydelse, da han myrder en styg pantelånerske og hendes søster. Motivet for drabet er dels økonomisk, Raskolnikov er en ludfattig falleret studerende, og dels, at han betragter sig som en art overmenneske, der ikke kan lade sig diktere af almindelige menneskers moral. Pantelånersken er ikke et menneske, der har ret til at leve, hvis hun står i vejen for en mand som Raskolnikov. Den anskuelse holder selvfølgelig ikke. Så let spiller livet ikke sine kort, som man kan forvisse sig om i den store roman, der venter læseren i Jans Hansens nye, gennemarbejdede og flotte oversættelse. Forbrydelse og straf er også en kriminalroman med en gåde, så der er ingen grund til at afsløre, hvordan forløbet er i den lange fortælling, hvor byen Skt. Petersborg er som en film noir-kulisse, som personerne, især selvfølgelig Raskolnikov, som er romanens helt centrale karakter, konstant bevæger sig rundt i. Personerne i Forbrydelse og straf synes hele tiden på vej fra et sted til et andet. Det er en mental hæsblæsende indre rejse såvel som en konstant, fysisk spadseretur ad byens stinkende gader langs de kanaler, der ligger der den dag i dag, så man stadig kan få en fornemmelse af Raskolnikovs konstante krydsen frem og tilbage over floden Neva. Hans by er ved at kvæles i fattigdom med drukkenskab og vold, tiggeri og prostitution, korruption og skarpe klasseskel. Byen er en kakofoni, der hele tiden kører som en diskant, falsk melodi i Raskolnikovs hoved, og bliver dermed et spejl for hans egen bevidstheds neurotiske tilstand. Næppe i nogen anden russisk roman føles Skt. Petersborg i den grad til stede med sin usselhed, sine pragtbygninger, sine lejekaserner, sine caféer, sine kanaler, sin stank og hele sin særegne nordlige stemning, der gør den så væsensforskellig fra for eksempel Moskva. I Forbrydelse og straf kan man lugte Skt. Petersborg fra første side.
Der er mange hundrede sider mellem forbrydelsen og straffen. Det er forløbet mellem gerningen og udfrielsen, der interesserer Dostojevskij mere, end det er opklaringen af forbrydelsen. Det kunne mange moderne kriminalforfattere lære en del af. Det er menneskesindets irgange og komplicerede tanke- og reaktionsmønstre, som han udforsker så omhyggeligt, som en naturforsker dissekerer en blomsts inderste strukturer i et mikroskop. Der er ikke noget at sige til, at en katolsksindet forfatter som Graham Greene var meget optaget af Dostojevskij og især netop romanen Forbrydelse og straf. I en lang række spændingsromaner trådte Green af de samme filosofiske stier med den samme konstante tvivl om, hvad der er moralsk rigtigt eller forkert. Det er temaer, der går gennem hele Greenes forfatterskab, men allermest tydeligt i Magten og æren fra 1940 om en tvivlende katolsk præst fanget i den mexicanske revolution. Hverken Green eller Dostojevskij kunne drømme om at dømme mennesket, fordi de mente, at mennesket er et skrøbeligt, svagt væsen, der alt for let lader sig lokke væk fra dydens smalle vej. Ingen af dem lader sig dog selv forføre af den kyniske nihilisme, som ellers var meget fremtrædende på Dostojevskijs tid, og som han blev optaget af, da han slap ud af zarens fangenskab. Fængslet gav ham en indsigt i tilværelsen og det råstof, der skabte ham som forfatter. Det gav ham en viden om, at postbuddet altid ringer to gange, som titlen sigende er på en anden stor kriminalroman.
Leif Davidsen
Forord skrevet af Leif Davidsen i ‘Forbrydelse og straf’ i Jan Hansens oversættelse.
Udgivet på forlaget Rosinante /Rosinante & CO, København 2008, 3. udgave, 10. oplag, 2019.