Programtekst til 46+1: Mennesker med Downs
Af dramaturg Jens Christian Lauenstein Led
Da John Langdon Down i 1866 udgav sit skrift ”Observations on an Ethnic Classification of Idiots” blev mennesker med 47 kromosomer for første gang kortlagt og sat på formel som ”mongolske idioter”. Down kendte ikke til kromosomer, men hans bestræbelse var at få kortlagt alle former for ”åndssvaghed”, ”idioti”, dvs. alle de mennesker, der afviger fra en ikke præcist defineret normalitet. Mennesker med 47 kromosomer har derfor fået Downs navn.
Den grundlæggende tanke bag Downs kortlægning var, at det idiotiske må isoleres, kureres og udelukkes fra resten, fordi idioterne ikke er nyttige. Med 1800-tallets industrialisering og mangeartede, moderne gennembrud fødtes også den tanke, der i dag i stadig større grad synes at dominere alle dele af vore liv: At alt og alle kun skal måles på, om det er nyttigt. Om det kan betale sig, løbe rundt, give mening nu og her, klare sig selv og bidrage uden at belaste de andre. Alt det, der ligger udenfor nytteregimet er besværligt, sygt, gammelt, dumt og idiotisk. Kirker, teatre, kunstværker, mennesker med 47 kromosomer, smukke solnedgange, forførende toner fra Debussy – alt sammen er det uden reel værdi og nytte. Det man får i kirken, af kunsten og i mødet med ”de åndssvage” er nemlig ånd. Og ånd er ikke til at holde styr på. Ånd er helt forskellig fra menneske til menneske og fra sekund til sekund for den enkelte. Ånd er næsten ikke til at snakke om, men det er frygtligt, hvis der ikke er nogen ånd tilbage. At give afkald på ånd er værre end at afstå fra mad, sex og oxygen på én gang. Uden ånd er vi bare en jordknold. Et stykke klippe. At ville indfange, kurere, udrense og fjerne de ”åndssvage” er at ville fjerne sig fra ånd, og det er simpelthen for åndssvagt.
Dermed ikke sagt, at ånd er nogen smal sag. Ånd er noget af det mest besværlige, vi kender til. Man må selv åbne sig for den; opsøge den; finde sig i det, når den bare udebliver; udholde at ånden er helt, helt anderledes, end man forestillede sig. Men når så øjeblikkene er der, alle de åndfulde øjeblikke af Downs dramaturgi, Downs sang, Downs brydekamp, Downs dagbog, Downs impulsivitet, Downs dans, Downs jokes, Downs nærvær – så kan man blive evigt taknemmelig for, at man var der, da de skete. Men man kan ikke købe noget for den ånd, kun vide, at man var der, så den, mærkede den. Og så er man så rig, som man på nogen måde kan blive. I det øjeblik.