“JEG TROR, DET ER PÅ TIDE MED EN REVOLUTION”

En kærlighedserklæring fra den homoseksuelle forfatter til sin fabriksarbejderfar med klassiske, macho-værdier. En erkendelse af, at de undertrykkende kræfter ikke er dem, man troede. Er det her, at det egentlige mulighedsrum for en revolution i Vesten befinder sig?

Louis’ far befinder sig tæt på bunden af det franske klassesamfund. Han er en hårdtarbejdende fabriksarbejder; han er præget af en opvækst med megen vold; han er lettere alkoholiseret. At Louis, hans søn, viser sig at være homoseksuel gør relationen mellem de to yderligere turbulent. Men Louis’ far er også en fighter, der indædt gør, hvad han kan for at spare på pengene og skaffe sin familie det, den har brug for. En dag bliver hans ryg imidlertid knust, mens han er på arbejde på fabrikken.

Han føler, at han gjort sin pligt. Passet sit arbejde, betalt sin skat og overholdt landets love. Derfor forventer han også, at staten og det omgivende samfund vil træde til med en hjælpende hånd. For sådan burde en velfærdsstat jo fungere.

Men social- og sundhedssystemet, der skulle tage sig af Louis’ far, findes ikke, for nedskæringspolitikken hersker, og han får lov at mærke konsekvenserne. Familien smuldrer mellem hænderne på den tilskadekomne far. Det får Louis, hans homoseksuelle forfattersøn, til at hæve sin stemme. Til at protestere med en kraft og klarhed, der gør det umuligt ikke at spidse ører.

Den franske forfatter Édouard Louis’ opsigtsvækkende roman er med denne forestilling transformeret til en monolog fremført af Evrim Benli. Monologen udgør både en kærlighedserklæring til faderen og et rasende anklageskrift mod det system, der gør livet utåleligt for de svageste.

Forestillingen instrueres af Sullivan Lloyd Nordrum, og den udgør hans afgangsprojekt fra Den Danske Scenekunstskoles masteruddannelse, som han er blandt de første dimittender fra. Lydsiden, som spiller en afgørende rolle i forestillingen, er designet af Mads Skjøtt Stagis.