”Manden er et falsk spejl, som solens datter vredt kaster mod klippevæggen” skriver den svenske digter Edith Södergran allerede i 1916. Over et århundrede senere siger Greta Thunberg, at hun er blevet for larmende til, at offentligheden kan håndtere hende. Og heller ikke tennisstjernen Serena Williams slipper gratis afsted med at lufte sin stærke vrede – under US Open i 2018 indkasserede hun en bøde på 17.000 dollars for at sige dommeren imod.
Vrede, og især det at give luft for den, er nemlig fortsat noget, der er forbeholdt manden. Den vrede mand er en stærk, alfaderlig, karakterfast og retfærdig leder, der til alles bedste skærer igennem og sætter tingene på plads – højlydt og hårdt, om nødvendigt. Den vrede kvinde derimod er en hysterisk, uligevægtig skrigeskinke, der ikke kan styre sig. Hendes raseri afslører hendes magtesløshed. Og straffen for kvinders vrede falder prompte: Udelukkelse, marginalisering, fyring.
Men hvis ikke man må være vred, ikke må larme, ikke må fylde og tage en hel masse taletid – har man så i det hele taget ret til at være her? Har man så lov til at være menneske? Ena Spottag og instruktør Anastasia Holst Nørlund tager i denne nye forestilling favntag med vrede og larm med hjælp fra Södergrans digte, dokumentariske fragmenter og ikke mindst – et komplet trommesæt. Det kommer ikke til at gå helt stille af.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få informationer om forestillinger og andre events