Journalist Carin Hebelius har interviewet dramatiker David Greig i forbindelse med opsætningen af ‘De asylsøgende kvinder’ på Malmø Stadsteater.
David Greig, der er kunstnerisk leder af Royal Lyceum Theatre i Edinburgh, er en af Storbritanniens mest produktive og spillede dramatikere, samt manden bag ‘De asylsøgende kvinder’, der havde urpremiere i 2016, netop på Royal Lyceum Theatre. Carin Hebelius har blandt andet talt med David Greig om den research han har foretaget for at få forståelse for skabelsen af de antikke græske dramaer.
Du har forsket en del i det antikke Grækenlands teater. Hvordan opstod den interesse?
Da jeg sammen med Ramin Grey, John Browne og Sasha Milavic-Davies begyndte arbejdet med De asylsøgende kvinder, opstod interessen for at vide mere om teater i det antikke Grækenland. Ramin, der var instruktør på forestillingen ved urpremieren, og komponisten John, brændte så meget for projektet, at de besluttede sig for at dykke ned i de oprindelige produktionsmetoder for denne antikke forestilling. Deres begejstring smittede af på Sasha og jeg, og vi begyndte også at researche for at forstå både Aischylos og den tid og den verden han levede i. Jo mere viden vi fik, jo bedre forstod vi historien i stykket. Blandt andet er historien tæt forbundet med demokratiets fødsel, som jo netop var i Athen. Og det er faktisk første gang i litteraturen at begrebet demokrati anvendes. Vi blev meget opslugt af denne research, og vi fandt ud af at De asylsøgende kvinder er en del af en trilogi, og vi blev på det nærmest besat af at finde de to ikke-eksisterende stykker: Egypterne og Danaiderne. Vi talte både med akademiske eksperter, rejste til Grækenland, og Ramin og Sasha rejste endda til Tyskland for at tale med en teaterforsker om disse stykker. Man kan vel sige at Aischylos blev en besættelse for os, og vi besluttede os for at gøre det umulige, nemlig at genskabe dramaerne udfra intet andet end de små tekstfrakmenter, der eksisterede. Måske en vanvittig beslutning, men også ret ædel, hvis jeg selv må sige det.
Mener du at Aichylos tekst er relevant for os i 2019?
Aischylos er den første tragedie-dramatiker man kender til. Han skrev i en tid, hvor Athen var et stort handelscentrum, og som mange mennesker rejste til. Athen eksperimenterede med og forsøgte at implementere demokrati i byen. På den tid var det kun mænd, der havde stemmeret, og med den store immigration til Athen, var bystyret nødsaget til at tage stilling til hvornår man kunne betragtes som athenienser. Skulle man være født i byen eller skulle man blot have adresse i byen, om jeg så må sige. Eller var det en kombination af begge dele. Bystyret besluttede at for at kunne betragtes som athenienser skulle man være født af en atheniensisk mor. Det betød at kvinderne pludselig fik mere magt, forstået på den måde at, for at ens børn med tiden skulle kunne få stemmeret, måtte indvandrerne gifte sig med atheniensisk fødte kvinder. Kvinderne blev på den måde magtfulde, da ægteskaber krævede deres samtykke.
Med denne viden in mente er Aischylos’ stykke ikke bare ren fiktion, men bygger på virkeligheden og er i bund og grund en historie om en by, der var dybt bekymret over indvandring, identitet, demokrati og kvindens rolle og betydning – meget lig det vi ser rundt om i Europa i dag.
Der medvirker et kor i forestillingen – hvad er deres rolle?
Korets rolle i De asylsøgende kvinder er meget unik. Normalt havde koret i antikkens teater en meget mindre rolle, men her har koret rent faktisk hovedrollen. Kvinderne i koret har efterladt alt og er flygtet fra Egypten og er sejlet over Middelhavet og har lagt til ved Argos kyst for at søge asyl der. De hævder at have ret til asyl, både fordi de ikke ønsker at indgå tvangsægteskaber i deres hjemland, men også fordi deres forfædre er græske. Nu er det op til indbyggerne i Argos at tage stilling til om de vil give kvinderne asyl.
Koret synger, danser, frister, truer og bønfalder for at opnå den sikkerhed, som de ønsker. Man kan sige at koret er stykkets hjerte og omdrejningspunkt.
I antikkens Grækenland havde teatret en vigtig social funktion, hvordan kommer det frem i en moderne iscenesættelse?
Teatret havde flere funktioner i det antikke Athen. Der er det religiøse aspekt, hvor man ærer Dionysos, vinen og dansens gud. Teatret er desuden skueplads for og formidler af politiske emner, som krig, magt og kvinders rettigheder – altså et sted hvor man kunne formidle og perspektivere de emner, der optog befolkningen. Og så var teatret også en sensuel begivenhed med mad, musik, dans og latter – og når solen gik ned over Akropolis også spænding og katarsis.
I De asylsøgende kvinder har vi forsøgt at genskabe nogle af disse antikke funktioner i vores dramaturgi. Vi har fokuseret på koret og de rituelle aspekter i stykket, i stedet for at fokusere på intriger og handling. Og så har vi forsøgt at genskabe et scenerum, der minder om det vi kender fra antikken – nemlig en nøgen tom scene. Og vi drikker også Dionysos skål inden forestillingen.
Vi har prøvet på at lære af Aischylos og hans tid.
Om Aischylos
Aischylos var græsk dramatiker, som levede og var produktiv i Antikken, mellem år 525 og 456 f. Kr.
Aischylos skrev mange tragedier, og af hans ca. 90 stykker er 7 af dem stadig intakte.
Budskabet i alle hans stykker var at undgå hævn og stridigheder, og i stedet leve i demokrati.
Et af de mest kendte værker af Aischylos er Orestien fra 458 f. Kr., som består af tre sammenhængende stykker; Agamemnon, Gravofret og Eumeniderne. Han har også skrevet De asylsøgende kvinder, Perserne, De syv mod Theben og Prometheus i lænker.
Lyst til mere teater?
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få seneste nyt fra teateret.