På den tilrøgede scene, indrammet med træ som et vintagefotografi, ser vi den smukke nymfe Eurydike delt i tre skælvende, barbiedukke-agtige, udhulte kvinder med en blodig forbinding om foden. De bærer det samme tøj og taler synkront monologen af den østrigske nobelprisvindende forfatter, Elfriede Jelinek (1946), der efter et psykisk sammenbrud begyndte sit forfatterskab . Det psykiske sammenbrud ses tydeligt i Jelineks portrættering af den modebevidste kvindes forsøg på at gemme sig selv og sine følelser bag et smukt ydre og dyre tøjkøb. Tøj, der betales af en velhavende mand, som derved har patent på hendes krop og sjæl. Eurydike står derved i sin mands skygge – og bliver til en skygge af sig selv. Ved ankomsten til skyggernes rige finder hun sig tilrette i den følelsesløse og fredfulde stilhed. Da Orfeus kommer for at bringe hende tilbage til livet, vil hun ikke med i frygten for atter at blive en udnyttet pyntedukke. I sandhed en trist moderne tolkning af den græske myte set fra den usynlige kvindes synspunkt.
Scenografien forbliver i et støvet vintage-filter-tema med falske palmer, plastik sten, og bjerge på tapetet med et farverigt lysdesign og et intenst lydunivers. Tilsammen skaber det stemningen af at være inde i en film, hvor Eurydike viser sig i skikkelsen som Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, Jomfru Maria, og Disney havfruen Ariel. I et splitsekund springer de rammerne i et stroboskoplysanfald og efterlader scenen i forfald. De tre skælvende kvinder står nu i intetheden som nøgne skygger. Alt er borte og ”det smukkeste er intetheden”...
SKYGGE (Eurydike siger) er en smuk, abstrakt og aktuel forestilling, som i kølvandet på #MeToo bevægelsen, ærligt udstiller det, af at være en skygge af sig selv og at blive udnyttet af andre – både seksuelt og følelsesmæssigt. Forestillingen sætter fokus på angst, depression, følelsesløshed og trangen til at gemme sig bag en skal af skønhed og tøjafhængighed – i håb om at forsvinde for sig selv og fra ensomheden i mængden.
Skuespillernes stemmer rækker ud over scenekanten og serverer Jelineks tekst som en poetisk knytnæve af ord. Den tunge ordstrøm kræver et opmærksomt lyttende publikum, for man kan nemt lade sig forvilde i ordstrømmens hastige tempo. Men skuespillernes enestående formåen at servere synkrone replikker med samme toneleje giver forestillingen en ekstra dimension, der rækker ud over det sædvanlige.
Jeg vil anbefale denne forestilling til de, som er klar på at suge til sig af Jelineks ordstrøm og lade sig indhylle i Eurydikes abstrakte og melankolske følelsesliv. Den minder os om den dræbende ensomhed der gemmer sig bag vores perfektionistiske stræben efter #happiness, #beauty og #inLOVE - afskærmet fra alt nærhed og menneskelig omsorg. Forestillingens tematikker er evigtgyldige og kan benyttes til at trække tråde fra undertrykte kvinder i oldtidens myter, til husmorder-depressionen i 1960’erne, til kvinder i dag, unge som gamle, der er underlagt mediernes og samfundets krav og idealer. Alt i alt, en spændende, kunstnerisk og feministisk forestilling, der sætter skyggerne i rampelyset.