Tilbage til nyheder

Gratis workshops på Kunsten

9. juni 2021

8. – 22. juni 2021 er der gratis workshops i Kunstens smukke Skulpturpark i forbindelse med forestillingen These Shapes are made for Dancing.

Husk tilmelding: Hent gratis billet til workshop

Dans med Danmarks legendariske electric-boogie danser Steen Koerner og hans supertalenter.

Når These Shapes Are Made For Dancing kommer til Aalborg og præsenteres i Kunstens skulptur park, er det en enestående mulighed for at gå i outdoorstudiet med koreograf, danser og internationalt prisvindende Electric boogie danser Steen Koerner og hans fantastiske hold af dansere; Josefine Raahauge, Malthe Ørsted, og Ibrahim Madsen.

Du kan deltage i workshoppen på forskellige niveauer afhængig af om du er nybegynder, rutineret, vovet eller ej!

Den intelligente krop
På workshoppen introducerer Steen Koerner hans koreografiske system inspireret af Bauhaus-skolen og modernismen. Med inddragelse af parkens vægmaleri – skabt særligt til forestillingen These Shapes are made for Dancing – arbejdes der med de geometriske former og afprøves bevægelser og koreografier. Med fokus på former og rummelighed sættes krop og motorik i spil, og workshoppen udforsker den intelligente krop, som vi alle sammen er skabt med. Workshoppen er i høj grad legende og blander det interaktive med visninger af danserne. Underviserne er fra 25 – 55 år.

Steen Koerner har arbejdet med krop og bevægelse siden han var 14 år og startede som street danser. Siden har han skabt vidunderlige forestillinger og universer som med Cykelmyggen Egon og H. C. Andersen forestillingen Life’s a Fairy tale og samarbejdet med blandt andet Olafur Eliasson. Koerner har præsenteret værker på Roskilde Festival og i Tivoli og turneret verden rundt fra London til Beijing.

Der er fire forskellige workshops

Læs mere om dem her:

WORKSHOP: KIG FORBI WORKSHOP
Introduktion til dansen og muren
Længde: 45 minutter
Målgruppe: Alle, familier, fritidsordninger, skoler
Aldersgruppe: 6 – 100 år
Max 50 deltagere
Hverdage tirsdag-torsdag 10.00 – 10.45 & 11.00 – 11.45 søndag 11.00 – 11.45

Snus til de geometriske bevægelser og tag en svingom med muren. Koreograf, danser og hip hopper Steen Koerner og to af hans bedste dansere guider dig gennem murens malerier, og du mærker dansen på egen krop og oplever den kinæstetiske intelligens, og hvordan man kan træne den.

En legende og interaktiv workshop, hvor man på rekordtid får sat sin krop og motorik i spil.

WORKSHOP: DEN LIDT LÆNGERE
Introduktion til det koreografiske system og SHAPES konceptet med øvelser
Længde: 1 time og 30 minutter
Målgruppe: Kulturskoler, danseskoler, billedkunstskoler
Aldersgruppe: 6 – 100 år
Max 30 deltagere
Fredage 10.00 – 11.30 & 13.00 – 14.30

Kunstner og koreograf Steen Koerner introducerer sammen med to af hans bedste dansere sit koreografiske system inspireret af Bauhaus-skolen og modernismen. Geometriske former og malerier fusioneres med hiphopkultur og robotdans. Workshoppen består af introduktion til konceptet om den intelligente krop og øvelser, som man får mulighed for at prøve af på muren og opleve på sin egen krop.

En interaktiv workshop der med en legende tilgang sætter fokus på former, rummelighed, bevægelse krydret med lidt kunst og dansehistorik.

WORKSHOP: DEN AMBITIØSE
Introduktion og afprøvning af det koreografiske system med afsluttende værkproduktion og inddragelse af billedkunstværker
Længde: 2 timer x 2 dage
Målgruppe: Talenter
Aldersgruppe: 12 – 100år
Max 30 deltagere
Onsdage & weekender 13.00 – 15.00 (OBS: Workshoppen foregår over 2 dage og 2×2 timer)

Skab dit eget værk sammen med kunstner og koreograf Steen Koerner. Sammen med to af hans bedste dansere introducerer Steen sit koreografiske system inspireret af Bauhaus-skolen og modernismen. Geometriske former og malerier fusioneres med hiphopkultur og robotdans. Workshoppen består af to dele:

1: Introduktion til konceptet om den intelligente krop og øvelser, som man får mulighed for at prøve af på muren og opleve sin egen krop.
2: I grupper af fire arbejdes med at skabe et værk og en dramaturgi med udgangspunkt i et maleri eller en tegning fra museet, som optages og klippes sammen til en dansevideo.

En interaktiv workshop, hvor man med en legende tilgang opnår en fornemmelse for samspillet mellem koreografi og billedkunst gennem arbejde med krop og komposition.

WORKSHOP: DEN PÆDAGOGISKE
Introduktion til konceptet med hensigt om at kunne videreformidle SHAPES konceptet og anvende det i sin undervisning
Længde: 2 timer
Målgruppe: Undervisere
Max 15 deltagere
Tirsdag d. 8/6 kl. 13.00 – 15.00

Introduktion til det koreografiske system og Steen Koerners arbejde med body intelligent konceptet og værktøj og ideer til, hvordan man kan arbejde med bevægelse, koreografi, billedkunst, komposition i undervisningssammenhæng og anvende systemet og tankerne fremadrettet.

En interaktiv workshop, der også fokuserer på udveksling af erfaring med henblik på at kunne integrere elementer fra SHAPES i skole, fritids-og undervisningssammenhæng.

Flere nyheder