”Jeg bilder mig altså ikke ind, at jeg har svarene”

Med ‘Aftenlandet’ og ‘Efter branden’ har Julie Maj Jakobsen etableret sig selv som en af dansk teaters mest markante samtidskunstnere – og derfor er hun blevet udnævnt til Aalborg Teaters ny husdramatiker. Hendes første forestilling siden erhvervelsen af denne titel bliver ‘Morgenlandet’, som er en undersøgelse af højreradikale bevægelsers opblomstring. Som hun fortæller i dette interview, rummer forestillingen imidlertid hverken svar eller løftede pegefingre.

Hvilken følelse håber du, at folk forlader teatret med, efter de har set Morgenlandet?
– Jeg har egentlig ikke lyst til at skrive for at vække en bestemt følelse. Men selvfølgelig vil jeg gerne have at forestillingen gør indtryk. Publikum skal gerne forlade teatret med en oplevelse af, at det liv og samfund, vi kender, faktisk ser lidt anderledes ud, end vi troede. Ligesom når man går udenfor om natten, og skyggerne får omgivelserne til at virke fremmede og nye. Det allervigtigste for mig er at få folk – på tværs af holdninger og politiske skel – til at løfte blikket og se ud på verden som et sted, vi er fælles om.

I hvilken grad har du trukket på dine egne personlige erfaringer med politiske radikale unge mennesker, da du skrev Morgenlandet?
– Jeg har som ung snuset lidt til den mere venstreorienterede aktivisme, så jeg genkender den form for tunnelsyn eller rettroenhed, som fasttømrede ideologier af enhver art kan føre til.

Hvordan tolker du den aktuelle tendens, at politik i tiltagende grad handler om identitetsmæssige spørgsmål og problemstillinger?
– Mange af de identitetsmæssige spørgsmål, der er oppe at vende lige nu, handler i mine øjne i høj grad om forholdet mellem mindretal og flertal i samfundet – og især magtbalancer. Det er vi nødt til at forholde os til. Er flertallet for eksempel altid undertrykkende, og er mindretallet altid den svage part? Alle er født med et katalog af forskellige bokse og båse, som vi er vant til at definere verden ud fra, men nu er mange af disse bokse under nedbrydning.

Repræsenterer denne nedbrydning en positiv udvikling?
– Ja, det mener jeg. Men hold op, hvor er det vigtigt at holde nuancerne for øje, så man ikke bare kommer til at erstatte ét sæt bokse med et nyt.

Du har skrevet flere forestillinger om svære politiske temaer såsom indvandrere, flygtninge og ghettoloven. Hvad er det især ved disse højaktuelle og kontroversielle emner, der drager dig?
– Næsten alt, hvad jeg skriver, handler om, hvordan vi som individer forholder os til fællesskabet. Lige nu kan man med en lidt fortærsket floskel vist godt sige, at verden er i opbrud. Det har den været før, men hver gang det sker, bliver vi tvunget til at genforhandle de systemer og afgrænsninger, vi har levet vores liv indenfor – eksempelvis idéen om nationalstaten eller klasseforskelle.

Aftenlandet, som handlede om flygtningekrisen, blev positivt fremhævet som en forestilling, der ikke gav nogen svar eller løsninger. Hvorfor tror du, at folk så dette som en positiv ting?
– Jeg tror virkelig på, at kunstens fremmeste opgave er at udvide det blik, vi ser på os selv og vores omverden med – så det bliver muligt at se tingene fra en lidt anden vinkel. Det er en ikke-rationel måde at blive klogere på, kan man sige. Hvis jeg som forfatter mener, at jeg står med løsningen og forsøger at proppe den ned i halsen på folk, vil det jo modarbejde hele mit projekt og ikke mindst føles manipulerende. Reelle løsninger hører aktivismen og politikkens verden til, og jeg bilder mig altså ikke ind, at jeg har svarene. Det interesserer mig slet ikke at give svar. Det interesserer mig sådan set heller ikke at stille spørgsmål, for det skal ikke være en pædagogisk-didaktisk oplevelse at gå i teatret.

Hvad er det så, der interesserer dig som dramatiker?
– At bevæge mig rundt i et stof eller en figur og se, hvad der gemmer sig. Magien for mig opstår i kontrasterne, paradokserne og dilemmaerne. Det er alt dette, jeg forsøger at trække frem. Så der er heller ingen reelle bud på svar i Morgenlandet – og slet ingen løftede pegefingre. Det ville være det værste.

Hvad er scenekunstens altoverskyggende kvalitet?
– At den er levende og flygtig. Man tror måske som publikum, at man blot er beskuer, men det er man aldrig kun. Når man sidder i salen, sker der automatisk en udveksling af nærvær og opmærksomhed, som er medskabende.

Hvordan oplever du Aalborg Teater?
– Som et sted, der bliver ved med at flytte sig og tør satse. Her hviles der ikke forfængeligt på en sikker succesopskrift. Derudover synes jeg også, at Aalborg Teater i en længere årrække har været seje til at give ordet frit til nye dramatiske stemmer, som har fået chancen – ikke bare én gang men flere gange, så det også bliver muligt at udvikle sig.

Hvad er din hovedambition som Aalborg Teaters husdramatiker?
– At skrive! At blive endnu mere præcis og vedkommende. Det håber jeg, at kontinuiteten som husdramatiker kan give mig. Jeg er enormt glad for de muligheder og arbejdsbetingelser, jeg har fået her på teatret, og ikke mindst for samarbejdet med ensemblet og personalet.

Hvilken tinde skal du nå for, at du med vished i stemmen kan sige, “det lykkedes”?
– Jeg har for længst erkendt, at den tinde altid vil rykke sig. Afstanden mellem mig og dén er mere eller mindre konstant, og hvis jeg nogensinde bliver sådan rigtig tilfreds, har jeg sandsynligvis givet op. Følelsen af at lykkes og finde ro forsøger jeg med større eller mindre held at finde i selve det daglige arbejde – og ikke i, hvor arbejdet bringer mig hen.

Mere teater?

Få nyheder og særlige tilbud fra Aalborg Teater

Mere baggrundsmateriale

En verden af teater

Dramaturg Jens Christian Lauenstein Led har talt med en forestillingsleder, en lysdesigner og en skuespiller for at høre, hvordan det er et skabe teater på Aalborg Teater.

Læs mere