”Jeg håber ikke, at jeg lykkes, for så kan jeg lige så godt gå hjem”

Camilla Kold Andersens første forestilling som Aalborg Teaters nye husinstruktør bliver Jon Fosses ‘Jeg er vinden’, som er en poetisk refleksion over det uforståelige ved selvmord. Hun fortæller i dette interview om, hvad hun gerne vil opnå som instruktør – både i forhold til denne specifikke forestilling og som husinstruktør i sin gamle hjemby. Desuden afslører hun, hvad der fik hende til at indse, at den udfordrende Fosse faktisk er en sublim dramatiker.

Hvilken følelse håber du, at folk forlader teatret med, efter de har set Jeg er vinden?
– Jeg leder efter en slags nærvær med dødeligheden. Samtidig håber jeg, at publikum oplever forestillingen som et kunstværk. At de sidder tilbage med en undren – men de kan selv få lov at bestemme, hvad de føler.

I hvilken grad håber du på at ændre folks opfattelse af døden gennem denne forestilling?
– Jeg håber, at den kan give anledning til nogle flere refleksioner omkring døden. Jeg er vinden handler om det uforståelige ved et selvmord. For mig handler det imidlertid ikke om at finde svar på dette uforståelige, men derimod om at tillade sig at blive stående dér, hvor man ikke forstår noget som helst.

Hvad er det, der gør Jon Fosse til så interessant og dygtig en dramatiker?
– I forhold til Jon Fosse er jeg faktisk totalt nybegynder. Jeg opdagede ham først i forbindelse med min optagelsesprøve til instruktøruddannelsen i Oslo, og til at begynde med var jeg ikke særlig begejstret. Jeg synes, det var kedeligt og mest bare nogle folk, der stod og snakkede på nynorsk. Men da jeg forstod, at det netop handlede om den grund handling, som sproget er, så åbnede teksterne sig for mig, og jeg så den dybde, som ligger i dem.

Hvordan har du det så med Fosse i dag?
– Nu synes jeg, han er sublim! Han anvender sproget på en måde, som giver et slag i brystet. Eller måske det snarere er sådan et snigende spark i underlivet. Det kræver en åbenhed at være i rum med hans måde at bruge sproget på. Både som skuespiller og publikum. For det meste består hans forestillinger af personer, der siger de samme ting mange gange, og det, de siger, er ofte banalt – men samtidig er det også vældig dybsindigt. Der er en konstant bevægelse mellem alting og ingenting, og der er også noget unaturligt ved hans sprog. Noget fremmedgørende. Det kan jeg godt lide på scenen – at teksten også er rytme og udtryk og dermed noget andet end bare bærer af forskellige udsagn.

Hvilken rolle spiller katharsis i dine forestillinger?
– Idéen om, at publikum skal gå i teatret som en del af en renselsesproces, synes jeg ikke godt om. Det er bedre, at de går derfra lidt mere beskidte, end før de kom, og totalt i tvivl om hvilket ben, de skal stå på!

Hvordan har det været som dansker at blive uddannet i Norge?
– Det har både været en udfordring og en berigelse. Det overraskede mig hvor store kulturforskelle, der er mellem to lande, der ligger så tæt op ad hinanden. Jeg følte mig som en fremmed, og det var svært at komme ind under huden på en ny kultur. Jeg tør kun tænke på, hvordan det må være at flytte til et land, hvor sprog barriererne og kulturforskellene ligger endnu længere fra hinanden.

Hvad er den største forskel på dansk og norsk scenekunst, som du er stødt på undervejs?
– Norsk teater blæste mig lidt omkuld. Der er masser af mærkelig scenekunst i Norge. Der er mange spændende ting og selvfølgelig meget, der er traditionelt. Men mangfoldigheden er stor, og der er mange eksperimenter og små festivaler langt oppe i ingenting.

Hvilken tinde skal du nå for, at du kan sige, at du lykkedes som instruktør?
– Det at ville lykkes tror jeg er grund til stor bekymring og megen depression. Så jeg går ikke ind for at lykkes. Det er vigtigt at være ambitiøs, at have noget på hjertet og at turde tage en stor risiko. Men jeg håber ikke, at jeg lykkes. For så kan jeg ligeså godt gå hjem – så er jeg jo færdig.

Danmark bugner med teatre i alle størrelser. Hvad er det, der gør Aalborg Teater til et særligt attraktivt forum for scenekunst?
– Aalborg Teater har for mig at se en perfekt størrelse for et teater, da det er stort og småt på samme tid. Meget af teatrets styrke ligger i ensemblet. Samtidig er det et teater, der tør tage chancer, være kompromisløs og gå mod den gængse opfattelse af det populære.

Hvad betyder det for dig ikke alene at være vendt tilbage til din hjemstavn, men endda også at have indtaget rollen som husinstruktør på byens største teater?
– Det er rent ud sagt ufatteligt – jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig endnu! Alle mine spæde teateroplevelser har jeg haft på Aalborg Teater, så det var her, det hele begyndte. Det føles som en komplet cirkel. Både skummelt og trygt på samme tid.

Hvilke ambitioner har du som Aalborg Teaters nye husinstruktør?
– Det er vigtigt at ufarliggøre det at gå i teatret – og hele tiden opildne til flere spørgsmål end svar. Det er godt at blive bragt lidt ud af fatning, fremfor altid at få serveret det, man forventede. Så jeg glæder mig til at skabe forestillinger, der tør se ned i den dybe afgrund samtidig med, at folk er ved at le sig ihjel. Vi skal bruge teatret som en gylden mulighed for at udforske og undre os, være nærværende, vove at mærke noget – og ikke mindst til at fejle grumt og fælt.

Mere teater?

Få nyheder og særlige tilbud fra Aalborg Teater

Mere baggrundsmateriale

”Jeg bilder mig altså ikke ind, at jeg har svarene”

Julie Maj Jakobsen har etableret sig selv som en af dansk teaters mest markante samtidskunstnere – og derfor er hun blevet udnævnt til Aalborg Teaters ny husdramatiker. Hendes forestilling 'Morgenlandet' er en undersøgelse af højreradikale bevægelsers opblomstring. Som hun fortæller i dette interview, rummer forestillingen imidlertid hverken svar eller løftede pegefingre.

Læs interview