“Jeg undervurderer aldrig publikum”

’I krydset får de ny sofa’ er en forestilling af Hotel Pro Forma, som er skabt i co-produktion med Aalborg Teater i samarbejde med Aveny-T. Hotel Pro Formas grundlægger og kunstneriske leder, Kirsten Dehlholm, fortæller her om arbejdet med at omdanne Helle Helles roman ’de’ til teaterforestillingen ’I krydset får de ny sofa’. Resultatet er en monolog, som fremføres af Rosalinde Mynster. Hun er således ene skuespiller på scenen, hvor hun omgives af en enestående scenografi, som Dehlholm også har været med til at designe.

Hvad er det ved ’I krydset får de ny sofa’, der gør forestillingen aktuel og relevant for vor tids teaterpublikum?
– Det er den meget minimalistiske stil, vi arbejder med. Forestillingen har en enkel, men skarp scenografi – og en monolog, hvor man selv skal associere en hel del. Man skal selv arbejde med alt det usagte.

Hvad var det, der var så dragende ved denne Helle Helle-roman, der gjorde, at du fik lyst til at skabe en forestilling ud af den?
– Det var den udfordring, der lå i at skabe en narrativ forestilling baseret på en psykologisk fortælling. Det er ikke noget, vi arbejder ret meget med, og derfor var det interessant at afprøve, hvordan vi kunne lave et narrativ – uden at falde i alle i de psykologiske fælder.

Er du generelt fan af Helle Helle, eller var det i særdeleshed denne roman, du fandt dragende?
– Helles Helles skrivestil tiltaler mig generelt, fordi den taler til vores måde at lave performanceteater på i Hotel Pro Forma. Ikke alt bliver lagt frit frem, og ikke alt bliver åbent fortalt. Det var dog ret tilfældigt, at jeg valgte den senest udkomne roman, men jeg kunne godt lide dens replikker og hele fortællingen.

Hvilke grundlæggende skridt tog du i den proces, der omdannede romanen ’de’ til forestillingen ’I krydset får de ny sofa’?
– Inden jeg havde læst bogen, troede jeg, at det var en roman med kun to personer. Men da jeg så fandt ud af, at der var mange medvirkende, lavede jeg den om til en monolog med én kvindelig skuespiller, der indtog hovedrollen og fik alle replikkerne. Det gjorde den mere interessant, netop fordi det overdrog mere til publikums egen fantasi.

Hvilke overvejelser lå der bag ændringen af titlen?
– Jeg var bare ikke glad for titlen, så det var det eneste, der måtte laves om. Jeg ledte efter en god sætning fra bogen – og dem er der jo mange af. Så det blev en gådefuld sætning, som så man kan undre sig over, hvad betyder.

Udover de åbenlyse forskelle mellem litteratur og scenekunst, hvordan vil du så karakterisere den oplevelse, som publikum får ud af at opleve Helle Helles tekst i iscenesat form sammenlignet med at læse den i en bog?
– Hvis ellers det lykkes at overbringe teksten langsomt uden at overspille, så vil bogens aktører blive fremkaldt ved hjælp af små greb. Pauser, nuanceringer i tonefald, gestik, blikretninger. Transformationen fra litteratur til scenekunst er måske ikke så stor som i andre teaterforestillinger, hvor alle roller spilles af mange forskellige skuespillere. Men netop i denne forestilling spiller scenografien, musikken, lydene og videoerne stærkt med i totaloplevelsen.

Hvorfor er Rosalinde Mynster den helt rette til at udfylde forestillingens eneste rolle?
– Faktisk har vi kun set hende ved én audition, men dér var hun overbevisende. Så jeg følger min intuition.

Scenografien er fuldt ud båret af de mange høje lysstænger, som samtidig sikrer en unik visuel dynamik i forestillingen. Men lydsiden er også vigtig. Hvordan vil du karakterisere lydens – og ikke mindst musikkens – rolle i forestillingen?
– Musikken skaber stemning, og lydene skaber situationsbilleder. Men scenografien, lyset, lyden og musikken er i en Hotel Pro Forma-forestilling altid dele af helheden. Det hele spiller sammen.

Ligesom Helle Helle, så ynder Hotel Pro Forma heller ikke at være alt for forklarende. Det sætter henholdsvis læseren og teatergæsten på lidt hårdere arbejde, end andre kunstnere gør. Er du nogensinde nervøs for, at folk bliver hægtet af eller måske blot mister tålmodigheden?
– Jeg undervurderer aldrig publikum. Men jeg er altid nervøs for, om den nye forestilling holder. Det ved vi jo ikke. Det må vi dog tro på, at den gør, for det er altså den måde, jeg kan lide at lave performance på.

Forestillingen fokuserer på vores forhold til erindringer – om vores liv og de mennesker, der har betydet allermest for os. Hvordan vil du karakterisere moderne menneskers forhold til det at erindre?
– Vores erindringer er så personlige og private. Vi er nok også mange, der undgår at erindre – af mange forskellige årsager. Men vores erindringer er samtidig med til at gøre os til dem, vi er. Eller dem, vi bliver til i løbet af vores liv. Så vi kan ikke komme udenom dem. Vi må leve med dem.

Gør du selv en dyd ud af at huske din egen fortid?
– Nej, jeg bruger ikke selv megen tid på at erindre. Ofte husker andre mere om mig, end jeg selv gør.

Mere baggrundsmateriale

En verden af teater

Dramaturg Jens Christian Lauenstein Led har talt med en forestillingsleder, en lysdesigner og en skuespiller for at høre, hvordan det er et skabe teater på Aalborg Teater.

Læs mere