Tilbage til nyheder

3 nye forestillinger i maj – juni

19. april 2021

Når Aalborg Teater igen slår dørene op 6. maj og fejrer genåbningen af kulturlivet bliver det med fuld kraft og et væld af teateroplevelser for alle aldre.

Åbningsdagen 6. maj fejres med danmarkspremieren på Thomas Markmanns fantastiske nyskrevne stykke Kød og 8. maj med endnu en danmarkspremiere på teaterkoncerten Drømte mig en drøm.

Derudover byder maj – juni på hele tre nye forestillinger:

Aalborg som sanselig teateroplevelse

byVANDring er en invitation til at besøge grænselandet mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, himmel og hav. Om at se ind og ud. byVANDring er en sanselige oplevelse af byens maritime hukommelse. Forestillingen opleves i små grupper, som sammen går på opdagelse i Aalborgs gader, hvor de blandt andre møder den unge mand, der har arvet sin bedstefars blik mod horisonten, kvinden der vender op og ned på himmel og hav og teaterdirektøren af byens mindste teater. Forestillingen er lavet af Luna Park Scenekunst, som er et scenekunstfællesskab bestående af teaterfolk fra Italien, Colombia, Norge og Danmark. Luna Parks forestillinger er fyldt med poesi, underfundig humor og sanselighed.

byVANDring kan opleves fra 26. til og med 30. maj 2021.

Pulserende koncertteater

Brøgger in Concert er pulserende koncertteater over Suzanne Brøggers univers, skabt af musikeren, skuespilleren, kunstneren og komponisten Jeanett Albeck, som blandt andet er kendt fra kunstnerkollektivet Stort Samvittighed. Med Jeanett Albeck får Suzanne Brøggers ord et stærkt scenisk liv og forvandles til balkanbeats, punk og electronica. Koncertens musik blev skabt til forestillingen Brøgger og forestillingen modtog i 2020 en Reumert for bedste musikteater/musical. Derudover modtog Jeanett Albeck Danmarks ældste teaterpris, Teaterpokalen, for sin præstation i forestillingen.

Brøgger in Concert kan opleves på Store Scene 12. juni.

Dans med Kunstens mure

Både børn, voksne, kort sagt alle aldersgrupper kan være med, når Steen Koerner Studie forener street art, dans og arkitektur i en magisk symbiose i These Shapes er made for dancing.

Forestillingen These Shapes are made for Dancing er skabt af Steen Koerner Studio i samarbejde med Aalborg Teater og præsenteres af Aalborg Teater i samarbejde med Kunsten Museum of Modern Art.

Kunstens mure får liv og farver, når koreograf, danser og hiphopper Steen Koerner og tre fremragende dansere bevæger sig til geometriske former i Skulpturparken. Der opsættes desuden tre interaktive dansebokse i parken, og scenen for Kunstens Summer Lounge bruges også til at optræde på. These Shapes are made for Dancing bevæger sig I et spændende krydsfest mellem streetart, dans og urbant design. Ideen til These Shapes are made for Dancing opstod da Steen Koerner undersøgte hvordan hans geometriske, koreografiske system ville se ud, hvis dans blev til tegninger med kroppen som en slags pensel, der kan generere former og figurer gennem bevægelse. Og omvendt – hvordan kroppen kan danse former og oversætte tegninger til dans og koreograf.

Gratis workshops I forbindelse med forestilling vil der blive afholdt ikke mindre end fire typer gratis workshops, hvor det er muligt selv at prøve kræfter med geometrisk dans.

Forestillingen opføres fra 15. til og med 22. juni og der vil være mulighed for at deltage i de gratis workshops fra 8. til og med 22. juni.

Flere nyheder

NY LEDELSE PÅ PLADS PÅ AALBORG TEATER

Med de to fastansættelser er teatrets nye ledelse på plads – en ledelse, der som noget nyt siden årsskiftet bliver delt mellem det kunstneriske og det administrative. Aalborg Teater mærker allerede, at der de seneste måneder er tilført værdifuld ekspertise indenfor events, kultur og ledelse.

Læs mere