Tilbage til nyheder

Få inspiration til din næste teateroplevelse

6. november 2018

Mangler du inspiration til din næste teateroplevelse? Eller ideer til oplevelser, du kan give i julegave?

Sæson 2018/19 er i fuld gang og teaterdirektør Hans Henriksen fortæller her, hvad du kan glæde dig til på Aalborg Teater.

Åbningsforestillingerne West Side Story og Alle mulige ting til salg spillede for fulde huse, og vi er glade for at kunne fortælle at 80% af denne sæsons billetter allerede er solgt.

Og der er endnu flere oplevelser at glæde sig til. På Store Scene spiller vi familieklassikeren Et Juleeventyr, der bliver en fantastisk visuel og musikalsk oplevelse for hele familien. Allerede først i januar har vi premiere på succes-komedien Blodbadets Gud, der lige nu går sin sejrsgang på teaterscener over det meste af verden. Blodbadets Gud er en sitcom, der pirrer lattermusklerne og pirker til forældres onde mistanker og trang til at beskytte deres børn. Henrik Ibsens klassiker Et Dukkehjem er en forestilling om konflikten mellem det enkelte menneskes moral og samfundets moral. Ibsen formår om nogen at behandle dilemmaer som er så direkte og store at de taler direkte ind i vores tid. Sæsonen på Store Scene sluttes af med den klassiske komedie Figaros Bryllup; et smukt, poetisk, komisk og ikke mindst erotisk eventyr med et overflødighedshorn af fantastiske og fantasifulde kostumer og en fortryllende scenografi; teatermagi af højeste kaliber.

På Lille Scene fejrer vi 100 året for Bergmans fødsel med forestillingen Persona, der bygger på Bergmans store filmiske mesterværk af samme navn. I foråret skal Nordjyllands unge og ældre musikalske borgere vise os at livet ikke kun er arbejde, men også kan handle om mange andre ting, blandt andet musik og samvær. Spotify og Radio Luxembourg bliver en musikalsk fest og hyldest til friheden. Sæsonen på Lille Scene slutter med kønskamp, selvhøjtidelighed, hysteri og galskab i Strindbergs tragikomiske trekantsdrama Kreditorer.

Udover disse nye titler, genopsætter vi den anmelderroste Cyrano og Reumertvinderen Aftenlandet i foråret. Sæsonen byder også på mange gæstespil, blandt andet anmelderroste Diktatoren – en stærk visuel teaterversion af Chaplins legendariske mesterværk. En vidunderlig forestilling og et absolut must!

Velkommen i teatret.
Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

Flere nyheder