Teaterdirektøren præsenterer sæson 21/22

Nye veje, nye stemmer, nye muligheder

Kære Publikum

Så kan vi præsentere en ny sæson her på Aalborg Teater! Det føles næsten som at starte fra nul efter et år med nedlukninger. Et teater er jo et sted, der syder af liv, mennesker og aktivitet. Det er det vi lever for: Tilstedeværelse. Live. Sammen med andre mennesker. Det har vi ikke kunnet det sidste år, og vi savner i den grad samværet med og nærværet af vores publikum! Teater er ikke det samme uden sit publikum. Om I er bevidste om det eller ej, så bidrager I i stor udstrækning til forestillingerne. Dialogen mellem scene og sal går begge veje, og det er netop den dialog som er så særegen ved vores kunstart. Det er mødet mellem energier, ideer og forventninger, som giver teatret dets umiddelbare værdi.

Vi er det teater i Danmark som, uden sammenligning, har streamet mest under forårets nedlukning. Det har været vores eneste mulighed for at være i kontakt med publikum i en krisetid. Vi er sat i verden for publikum, betalt af fællesskabet, og skal bidrage når det er muligt for os. Vi fortsætter med at streame i sæsonen 2021 /22. Vi streamer Livet – en brugsanvisning, readings af ny dansk dramatik og vores nyeste tiltag – Teater og samfund.

Vi forholder os til vores samtid
For Aalborg Teater er det vigtigt at være et teater, der forholder sig til sin samtid. Vi ønsker at være et politisk teater uden at tilhøre en bestemt politisk retning. Vi vil være politiske i den forstand, at vi forholder os til fællesskabet. Vi gerne diskutere og debattere, og derfor relaterer vores forestillinger sig også til de problemstillinger, som er vigtige for den tid vi lever i. Det være sig den veluddannede middelklasses brudte illusioner i Sommergæster, eller betydningen af overgreb og nederlag på den danske sjæl i Tine. Fremmedhed, ydmygelse og raseri i Medea, eller udfordringerne med køn og narrativer i De skønne dage i Aranjuez. Vi ser på den voksende identitære bevægelse i Morgenlandet, og selvmordet i Jeg er vinden. Vi diskuterer status quo og længslen efter endelig at ”være der” i Er det bare en overgang?, forholdet mellem fantasi og virkelighed, smerte og liv i Hvem er bange for Virginia Woolf? og vi ser på køn, tidsepoker og jazz i musicalen Sugar.

Alt er i spil
Vi lever i en tid, hvor alt er sat i spil igen. Hvor vi ikke længere har fast grund under fødderne. Det er uklart hvad der er rigtigt og forkert. Einstein skrev et sted: ”En mand med et ur ved altid hvad klokken er. En mand med to ure kan aldrig være sikker”. Det beskriver vor tid i en nøddeskal. Det er både fantastisk, men også skræmmende. Det polariserer, skaber frygt, usikkerhed og forvirring. Men det byder også på muligheder. Alle de forestillinger vi præsenterer i 2021/22 forholder sig til dette. Både i de forskellige genrer og med de forskellige æstetiske udtryk. Noget er smukt, andet er skræmmende. Noget er underholdende, andet er langsomt, noget er musikalsk, andet er teksttungt, noget er underspillet, andet er teatralsk. Vi ønsker at vise vores publikum alle facetter af teatret. Teater er liv på en helt speciel måde. At elske teatret er at elske livet – og det har vi brug for i dag.

Sæsonen 2021/22 bliver den mest aktive sæson vi nogensinde har haft. Vi byder på ikke mindre end 25 titler, hvoraf 13 er premierer, 2 er co-produktioner, 3 er gæstespil og egne tidligere forestillinger. Hvis du er interesseret i teater, eller gerne vil gå på opdagelse i teatrets mange muligheder, er det nu du skal investere i et sæsonkort – så kan du se rigtig meget teater for få penge! Det er århundredets deal.

Gå på opdagelse i brochuren!

Jeg tror på at vi kan glæde os til teatersæsonen 2021/22.

Velkommen i teatret!
Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

Lyst til mere teater?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få seneste nyt fra teateret.

Mere baggrundsmateriale